Bibliotek
Lektion 96: Apostlenes Gerninger 20-22


Lektion 96

Apostlenes Gerninger 20-22

Indledning

Paulus forkyndte evangeliet i Lilleasien (nutidens Tyrkiet), og mens han var i Milet, en by i nærheden af Efesos, advarede han om fremtidigt frafald og tilskyndede præstedømmeledere til at opbygge kirkens medlemmer. Han rejste derefter til Jerusalem, hvor han blev forfulgt og arresteret. Mens Paulus stod på trinene til Antoniaborgen (en garnison, hvor de romerske tropper opholdt sig), fortalte han sin omvendelseshistorie.

Forslag til undervisningen

Apostlenes Gerninger 20:1-21:40

Paulus forkynder i Lilleasien og rejser til Jerusalem, hvor han bliver slået og arresteret

Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de skulle forlade deres familie, venner eller andre mennesker, som de holder af, i adskillige dage, uger eller måneder.

  • Hvordan havde I eller dem, som I var sammen med, det, før I tog afsted?

  • Hvad sagde I til hinanden, før I tog afsked?

Forklar, at Paulus på sin tredje missionsrejse tilbragte tid i Makedonien, Grækenland og Lilleasien. På sin rejse blev han tilskyndet til at tage tilbage til Jerusalem. Undervejs stoppede han for at forkynde og sige farvel til kirkemedlemmer. Natten før Paulus’ afrejse fra Troas på den nye sabbatsdag (søndag), samledes han og disciplene for at tage del i nadveren (se ApG 20:7). Paulus talte derefter til de hellige til langt ud på natten.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 20:9-12 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad der skete med en ung mand, der hed Eutykos, da han faldt i søvn under Paulus’ prædiken.

  • Hvad skete der med Eutykos?

  • Hvad gjorde Paulus for at vise kærlighed og omsorg for denne unge mand?

  • Hvordan var Paulus’ handlinger ligesom Frelserens?

Forklar, at Paulus som en del af sin tredje missionsrejse tilbragte omkring tre år i Efesos og arbejdede blandt folket der. Sammenfat Apostlenes Gerninger 20:13-17 ved at forklare, at Paulus på sin vej til Jerusalem gjorde holdt i Milet, lige udenfor Efesos, og sendte bud til kirkens ledere i Efesos om at møde ham der.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 20:18-23 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Paulus forklarede om sin tjeneste.

  • Hvordan beskrev Paulus sin mission?

  • Hvad kan Paulus’ udtalelse om, at han »ikke har fortiet noget« (v. 20) for dem, han underviste, betyde?

  • Hvad var Paulus ifølge vers 23 villig til at møde som Herrens tjener?

Forklar, at Paulus især var udsat for fare i Jerusalem, hvor de jødiske ledere anså ham for en forræder på grund af hans bestræbelser på at forkynde Jesu Kristi evangelium.

  • Ifølge vers 22, hvorfor var Paulus så villig til at tage til Jerusalem?

Bed nogle elever om på skift at læse højt fra Apostlenes Gerninger 20:24-27. Lad klassen følge med og se efter, hvad Paulus var parat til at gøre som Herrens tjener.

  • Hvad var Paulus ifølge vers 24 parat til at gøre som Herrens tjener?

  • Hvad sagde Paulus, at han følte, når han gjorde, som Herren sagde?

  • Hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel på tjeneste? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Herrens sande tjenere udfører trofast deres pligt, og når de gør det, føler de glæde).

  • Hvad betyder det for jer at udføre jeres pligt trofast?

  • Hvordan kan vi anvende denne sandhed i vores eget liv?

Bed eleverne om at fortælle om et tidspunkt, hvor de eller nogen, de kender, valgte at tjene Herren med al deres energi og styrke og oplevede stor glæde.

Mind eleverne om, at Paulus besøgte kirkens ledere i Efesos for sidste gang, inden han tog til Jerusalem.

  • Hvis I var i Paulus’ situation og vidste, at I ikke ville se kirkens ledere i Efesos igen, hvilket råd ville I så give dem, før I tog afsted?

Bed eleverne om at læse Apostlenes Gerninger 20:28-31 for sig selv og se efter Paulus’ advarsel til disse kirkeledere.

  • Hvad advarede Paulus disse ledere om?

Forklar, at Paulus brugte ulve som en metafor for de upålidelige folk, der ville bedrage trofaste medlemmer af kirken.

  • Hvilket ord bruger vi til at beskrive det, der sker, når folk vender sig fra sandheden og søger at føre andre på afveje? (Frafald. Forklar, at Paulus advarede kirkens ledere om fremtidigt frafald i kirken).

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 20:36-38 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan kirkens ledere reagerede, da Paulus tog afsted. Lad eleverne fortælle om, hvad de finder.

Sammenfat Apostlenes Gerninger 21:1-10 ved at forklare, at Paulus fortsatte sin rejse mod Jerusalem og stoppede undervejs i forskellige regioner for at tilbringe tid sammen med kirkens medlemmer. Da Paulus gjorde holdt i en by, der hed Tyrus, var der nogle disciple, der åbenbart var bekymrede for Paulus’ sikkerhed, som rådede ham fra at tage til Jerusalem (se ApG 21:4).

I Cæsarea var der en profet, der hed Agabos, som profeterede om, hvad der ville ske med Paulus i Jerusalem. Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 21:11 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Agabos profeterede. Lad eleverne fortælle om, hvad de finder.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 21:12-14 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Paulus og hans ledsagere reagerede på profetien.

  • Hvordan reagerede Paulus’ ledsagere på profetien?

  • Hvordan reagerede Paulus på profetien? Hvad lægger I især mærke til ved Paulus’ reaktion?

  • Hvilket princip kan vi lære af Paulus’ eksempel om at være en af Herrens sande tjenere? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Herrens sande tjenere er villige til at gøre Herrens vilje uanset personlige omkostninger).

Bed eleverne om at tænke over, hvilke ofre vi kan blive bedt om at yde som Herrens tjenere.

  • Hvornår har I været villige til at gøre Herrens vilje, uanset hvad det kostede jer? Hvorfor var I villige til at gøre det?

Bed en elev om at læse følgende sammenfatning af Apostlenes Gerninger 21:17-40 højt.

Paulus ankom til Jerusalem og rapporterede om sit arbejde som missionær til de lokale kirkeledere. Paulus tog til templet, og da en gruppe jøder, der kendte Paulus fra hans missionsrejser, så ham, erklærede de, at Paulus var en falsk lærer, der underviste imod moseloven og ulovligt tog ikke-jøder med ind i templet. På grund af denne beskyldning fjernede en pøbel Paulus fra templet og begyndte at slå ham. De romerske soldater gik imellem og bragte ham med sig for at blive ført for retten. Mens Paulus stod på trapperne til Antoniaborgen (se bibellandkort nr. 12, »Jerusalem på Jesu tid«), spurgte han soldaterne, om han måtte tale til folket.

Apostlenes Gerninger 22:1-30

Paulus fortæller om sin omvendelse og vidner om Jesus Kristus

Skriv ordet omvendt på tavlen og forklar, at omvende sig betyder at forandre sig. Spørg eleverne, hvordan vand kan forandres, så det kan bruges til forskellige ting. (For eksempel kan vand forandres til is). Få eleverne til at tænke over, hvilken slags forandring omvendelse til evangeliet medfører.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 22:1-5 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Paulus beskrev sig selv, da han talte til jøderne fra trapperne på Antoniaborgen i Jerusalem.

  • Hvordan var Paulus, før han blev omvendt og blev Jesu Kristi discipel?

Skriv følgende spørgsmål og skriftstedshenvisninger på tavlen, eller giv dem til eleverne på et uddelingsark. Del klassen op i fem grupper, og giv hver gruppe et af spørgsmålene. Bed eleverne om for sig selv at læse de skriftsteder, der hører til deres tildelte spørgsmål og derefter besvare spørgsmålet i deres skriftstudiebog.

  1. Hvordan beskriver Paulus sit første syn? (ApG 22:6-9)

  2. Hvad fik Paulus besked på at gøre? (ApG 22:10-11)

  3. Hvem mødte Paulus i Damaskus, og hvad fik Paulus igen? (ApG 22:12-13)

  4. Hvad profeterede Ananias om Paulus? (ApG 22:14-15)

  5. Hvordan viste Paulus sin tro på Jesus Kristus? (ApG 9:18; 22:16)

Bed efter noget tid eleverne om at fortælle, hvad de har svaret. Få nogle elever til at sammenfatte, hvad de har lært om Paulus’ omvendelsesproces. (Du kan eventuelt forklare, at Paulus i tiden mellem sit første syn og den tid, hvor han tjente som missionær, tilbragte tre år i Arabien, som sandsynligvis var en periode med åndelig forberedelse og vækst (se Gal 1:11-18)). Stil dernæst følgende spørgsmål:

  • Hvordan tror I, at Paulus forandrede sig på grund af sin omvendelse?

  • Hvad skete der, som gjorde, at disse ændringer kunne finde sted?

  • Hvad kan Paulus’ omvendelse lære os om, hvordan vi kan blive omvendt? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Når vi adlyder Jesu Kristi ord, kan vi blive fuldt ud omvendt).

  • Hvordan kan dette princip hjælpe nogen, der ønsker at blive omvendt?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af søster Bonnie L. Oscarson, Unge Pigers hovedpræsident, højt, hvori hun forklarer forskellen mellem at have et vidnesbyrd om evangeliet og være virkelig omvendt til det:

Billede
Bonnie L. Oscarson

»Sand omvendelse er mere end blot at have en kundskab om evangeliets principper og indebærer mere end blot at have et vidnesbyrd om disse principper. Det er muligt at have et vidnesbyrd om evangeliet uden at efterleve det. At være virkelig omvendt betyder at handle ifølge det, vi tror på …

Omvendelse kommer, når vi handler ifølge de retfærdige principper, vi lærer i vores hjem og i klasselokalet. Omvendelse kommer, når vi lever et rent og dydigt liv og nyder Helligåndens ledsagelse« (»Omvend jer«, Liahona, nov. 2013, s. 76, 78).

Læs følgende spørgsmål højt eller skriv dem på tavlen: Hvordan kan jeg blive virkeligt omvendt til evangeliet? Bed eleverne om at skrive deres svar i deres skriftstudiebog.

Sammenfat Apostlenes Gerninger 22:17-30 ved at forklare, at Paulus fortalte tilhørerne, at Herren efter hans omvendelse sendte ham væk fra Jerusalem for at være missionær blandt ikke-jøderne. Tilhørerne erklærede derefter, at Paulus skulle slås ihjel. Paulus blev ført for kommandanten for den romerske hær i Jerusalem, der besluttede, at Paulus skulle piskes, en straf, der normalt blev brugt til at ydmyge og få oplysninger ud af kriminelle. Men, da de romerske officerer fandt ud af, at Paulus var romersk borger, besluttede de, at de ikke ville piske ham, da det var imod den romerske lov at binde eller piske en romersk borger »uden dom« (v. 25). De førte ham i stedet for jødernes ledende råd, synedriet.

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om de principper, der er blevet belært om i Apostlenes Gerninger 20-22.

Kommentar og baggrundsinformation

Apostlenes Gerninger 22:1-24. Paulus har modet til at fortælle om evangeliet

Apostlen Paulus havde modet til at bære sit vidnesbyrd om Jesus Kristus, selvom der var alvorlige konsekvenser (se ApG 22:1-24). Præsident Thomas S. Monson har sagt, at mod til at gøre det rette, selvom det ikke er populært, stadig kræves af Jesus Kristus disciple:

»Mod kommer i mange former. Den kristne forfatter Charles Swindoll skrev: ›Mod er ikke begrænset til slagmarken … eller til modigt at fange en tyv i sit hjem. Modets virkelige prøver er mere diskrete. Det er indre prøver, som at forblive trofast, når ingen ser på … som at stå alene, når du bliver misforstået.‹ Jeg vil tilføje, at dette indre mod også omfatter at gøre det rigtige, selvom vi kan være bange, forsvare vores tro med risiko for at blive til grin og bevare den tro, selv når vi risikerer at miste venner eller social status. Den, som står fast ved det, der er rigtigt, må til tider risikere at blive misbilliget og upopulær« (»Vær modig og stærk«, Liahona, maj 2014, s. 67).