Bibliotek
Lektion 119: Galaterne 5-6


Lektion 119

Galaterne 5-6

Indledning

Paulus opfordrede de galatiske hellige til at genoprette deres tro på Jesus Kristus og stole på, at frelse kun er tilgængelig gennem ham og ikke gennem lydighed mod moseloven. Paulus afsluttede sit brev ved at indbyde kirkens medlemmer til at blive nye skabelser gennem Kristus og at hjælpe andre til at gøre det samme.

Forslag til undervisningen

Galaterne 5

Paulus tilskynder de galatiske hellige til at genoprette deres tro på Jesus Kristus

Billede
drawing, tug-of-war

Tegn et billede af tovtrækning på tavlen.

  • Hvad er tovtrækning? Hvordan vinder man en tovtrækning?

  • Hvordan er vores liv ligesom en tovtrækning?

Hvis eleverne ikke nævner det, så påpeg, at et aspekt af vores liv, der er ligesom en tovtrækning, er vores kamp mod fristelse. Bed eleverne om at se efter sandheder, når de studerer Galaterne 5, der kan hjælpe dem til at vide, hvordan de vinder kampen mod fristelse.

Mind eleverne om, at nogle jødiske kristne havde vildledt de hellige i Galatien ved at lære dem, at de skulle efterleve moseloven og blive omskåret for at kunne blive frelst. Paulus beskrev disse falske lærdomme om moseloven som et »trælleåg« (Gal 5:1).

Bed en elev om at læse Galaterne 5:1 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem, Paulus sagde, der giver frihed fra dette trælleåg.

  • Hvem giver frihed fra dette trælleåg?

Sammenfat Galaterne 5:2-15 ved at forklare, at Paulus revsede de galatiske hellige, fordi de så nemt var blevet ledt væk fra friheden i Jesu Kristi evangelium og i stedet var vendt tilbage til moselovens trældom. Han tydeliggjorde derefter, at selvom Kristi tilhængere var blevet befriet fra moselovens trældom, så betød det ikke, at de havde frihed til frit at hengive sig til synd.

Bed en elev om at læse Galaterne 5:16-17 højt. Lad klassen følge med og se efter to modstridende kræfter, som Paulus beskrev.

  • Hvilke to modstridende kræfter beskrev Paulus?

Lav to kolonner på tavlen ved at tegne en lodret linje ned i midten af tegningen. Skriv Leve i Ånden på den ene side og Følge kødets lyst på den anden side.

  • Hvad vil det sige at »leve i Ånden« (v. 16)? (At leve værdigt til og følge Helligånden).

  • Hvad henviser »følge kødets lyst« (v. 16) til? (Fristelse til at synde).

  • Hvordan anses de som modstridende kræfter?

  • Hvilket princip kan vi lære af vers 16 om, hvordan vi overvinder kødets fristelser? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til et princip lig det følgende: Når vi lever i Ånden, vil vi overvinde kødets fristelser. Skriv dette princip på tavlen).

Lad eleverne tænke over, hvilken side af tovtrækningen de er på, og hvilken kraft der vinder i deres liv.

Del klassen op i grupper på to eller tre. Giv halvdelen af grupperne til opgave at læse Galaterne 5:19-21 højt sammen og se efter resultaterne af at »følge kødets lyst«. Bed den anden halvdel om at læse Galaterne 5:22-23 højt sammen og se efter resultaterne af at leve i Ånden. Når de er færdige med at læse, så bed et medlem af hver gruppe om i den rette kolonne på tavlen at skrive et af de svar, de har fundet frem til. Bed dem om at fortsætte med at skrive deres svar, indtil listen afspejler det, som Paulus beskrev. Du kan eventuelt tage en ordbog med til klassen og bede eleverne om at slå ord op, der er svære at forstå.

  • Hvad sagde Paulus ifølge vers 21, at der ville ske med folk, der gav efter for »kødets gerninger«?

  • Hvilken frugt eller hvilke resultater indikerer ifølge vers 22-23, at nogen lever i Ånden? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Du kan eventuelt foreslå, at eleverne markerer denne sandhed i deres skrifter).

Henvis til den side på tegningen, hvor Åndens frugt står.

  • Hvorfor er det værd at have disse velsignelser?

Tegn en stor pil under tegningen, der peger hen mod den side, hvor kødets lyster står. Bed eleverne om at forestille sig, at vi i denne tovtrækning tillader os selv at bevæge os henimod kødets lyster.

  • Hvad sker der med Åndens frugt, når vi giver efter for kødets lyster? (Vi begynder at miste Åndens frugt).

Visk pilen ud og tegn en anden pil, der peger hen mod Åndens frugt. Lad eleverne forestille sig, at vi nu tillader os selv at bevæge os henimod den side.

  • Hvad sker der med kødets gerninger, når vi lever i Ånden? (De ophører med at være en del af vores liv).

Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive om et tidspunkt, hvor de følte eller oplevede en af Åndens frugt, der er nævnt. Lad dem også skrive om, hvad de gjorde for at leve i Ånden på det tidspunkt. Når de er færdige, så bed nogle elever om at fortælle om det, de har skrevet.

Bed en elev om at læse Galaterne 5:24-25 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesu Kristi disciple prøver at gøre med kødets lyster.

  • Hvad prøver Jesu Kristi disciple at gøre med kødets lyster? (Korsfæste dem eller fjerne dem fra deres liv).

Bed dem om at tænke over, hvad de vil gøre for at leve mere i Ånden. Tilskynd dem til at følge de tilskyndelser de modtager, så de kan nyde Åndens frugt.

Galaterne 6

Paulus indbyder de galatiske hellige til at blive ændret gennem Jesus Kristus

Bed eleverne om at tænke på nogen, de kender, der lige for tiden ikke modtager evangeliets velsignelser, selv om den person er medlem af Kirken. Lad klassen se efter et princip, når de studerer Galaterne 6, der kan vejlede dem i deres bestræbelser på at hjælpe den person, de tænkte på, til at modtage evangeliets velsignelser.

Bed en elev om at læse Galaterne 6:1-2 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Paulus sagde om, hvordan kirkens medlemmer bør reagere over for en, der har syndet. (Du kan eventuelt forklare, at »en overtrædelse« (v. 1) betyder en synd).

  • Hvordan bør kirkens medlemmer ifølge Paulus reagere over for nogen, der har syndet? (»Hjælpe ham til rette«, det vil sige hjælpe personen med at vende tilbage til evangeliets sti).

  • Hvorfor er det vigtigt, at vi har Ånden og er milde (se v. 1), når vi hjælper nogen med at vende tilbage til evangeliets sti?

  • Hvordan kan vi »bær[e] hinandens byrder« (v. 2)?

Sammenfat Galaterne 6:3-5 ved at forklare, at Paulus underviste om, at vi ikke bør være arrogante eller selvretfærdige, og at enhver person vil »bære sin egen byrde« (v. 4) eller være ansvarlig for sine egne valg.

Vis nogle kerner fra en frugt eller en grøntsag, som eleverne nemt vil kunne genkende. Bed dem om at finde ud af, hvilken slags kerner det er.

  • Hvad kan I forvente, hvis I planter disse kerner?

Bed en elev om at læse Galaterne 6:7-8 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Paulus sagde, at vi kan forvente af det, vi sår.

  • Hvad sagde Paulus om, hvad der sker, når vi sår noget? (Hvad man sår eller planter, er det man høster. Det kaldes høstens lov).

  • Hvordan relaterer høstens lov til de beslutninger, vi træffer?

Bed en elev om at læse Galaterne 6:9-10 for sig selv. Lad dem se efter, hvorfor Paulus underviste i høstens lov.

  • Hvorfor tror I, at Paulus underviste i høstens lov, efter at han havde opfordret galaterne til at hjælpe hinanden med at blive på eller vende tilbage til evangeliets sti?

  • Hvilket princip kan vi lære af disse vers om at hjælpe andre, der ikke nyder evangeliets velsignelser? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til et princip lig det følgende: Når vi er flittige til at gøre det, som er ret, vil vi høste velsignelserne af vore handlinger).

  • Hvordan kan løftet om, at vi »til sin tid« skal høste, hjælpe os til ikke at give op (se v. 9) i vore bestræbelser på at tjene andre og efterleve evangeliet?

  • Hvornår har I, eller nogen I kender, været flittige til at gøre det, som er ret, selvom velsignelserne ikke kom med det samme? (Overvej eventuelt selv at fortælle om en oplevelse).

Sammenfat Galaterne 6:11-18 ved at forklare, at Paulus afsluttede sit brev til de galatiske hellige ved at gentage, at Jesu Kristi fred og barmhjertighed er over alle dem, der bliver nye skabninger gennem tro på hans navn.

Tilskynd eleverne til ikke at »blive trætte af at gøre det, som er ret« (v. 9) og til bønsomt at tænke over, hvem de kan hjælpe til at vende tilbage til Herrens sti. Bed dem om omhyggeligt at følge de tilskyndelser, de modtager af Helligånden.

Billede
mesterskriftstedsikon
Mesterskriftsted – Galaterne 5:22-23

Hjælp eleverne til at lære Galaterne 5:22-23 ved at bede klassen om at fremsige det, ved at eleverne på skift siger et ord. For eksempel kan den første elev sige »men«, den næste elev sige »Åndens«, den tredje elev sige »frugt« og så fremdeles, indtil begge vers er fremført. Tag tid på klassen, og lad eleverne prøve flere gange for at fuldføre det på en bestemt tid. Når I gentager denne aktivitet, så overvej at ændre på rækkefølgen af eleverne, så de siger forskellige ord. Du kan også foreslå eleverne, at de øver sig i begyndelsen af klassen flere dage i træk, så de kan forbedre deres tid. Når eleverne har hørt skriftstedet blive gentaget flere gange, så bed dem om at fremsige det fra hukommelsen til en, der sidder i nærheden af dem.

Kommentar og baggrundsinformation

Galaterne 5:24. »Korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne«

Paulus’ belæringer om, at »de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne« betyder ikke, at de, der følger Kristus, ophører med at opleve fristelser. Det betyder derimod, at de vil lære, hvordan de kan overvinde deres fristelser.