Bibliotek
Lektion 13: Matthæus 8-10


Lektion 13

Matthæus 8-10

Indledning

Da Jesus Kristus rejste gennem Galilæa, udførte han mange mirakler. Han kaldte også de tolv apostle, udstyrede dem med kraft, instruerede dem og sendte dem ud for at betjene folket.

Forslag til undervisningen

Matthæus 8:1-9:34

Jesus udfører mange mirakler

Bed i begyndelsen af klassen eleverne om at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvis I vidste, at Frelseren kom for at besøge jeres by i dag, hvem ville I så tage med hen til ham for at blive helbredt? Hvorfor?

Skriv følgende skriftstedshenvisninger på tavlen: Matthæus 8:1-4; Matthæus 8:5-13; Matthæus 8:14-15; Matthæus 8:23-27; Matthæus 8:28-32; Matthæus 9:1-8; Matthæus 9:18-19, 23-26; Matthæus 9:20-22; Matthæus 9:27-31 og Matthæus 9:32-33. Giv en af skriftstedshenvisningerne til hver elev. (Hvis du har en lille klasse, kan nogle af eleverne læse mere end et skriftsted).

Bed eleverne om at læse deres tildelte skriftsted og se efter mirakler, som Jesus udførte. Bed dem efter noget tid om kort at fortælle om, hvad de har fundet frem til. (Bemærk: Eleverne kommer til at studere disse mirakler mere indgående i Markus 1-5).

Bed en elev om at læse Matthæus 8:16-17 højt. Lad klassen følge med og se efter en profeti, som Jesus Kristus opfyldte, da han udførte disse mirakler. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvilke sandheder om Jesus Kristus kan vi lære af beretningerne om disse mirakler? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Jesus kan helbrede vore skrøbeligheder og sygdomme. Du kan eventuelt forklare, at skrøbeligheder er fejl, mangler eller svagheder).

  • Hvordan kan Frelseren helbrede os eller styrke vore svagheder, hvis han ikke går iblandt os i vore dage? (Gennem sin forsoning. Se Alma 7:11-13).

Matthæus 9:35-10:8

Jesus Kristus kalder tolv apostle

Vis et billede eller billeder af de nuværende apostle i Kirken, deriblandt Det Første Præsidentskab. (Sådanne billeder findes på LDS.org (se Meet Today’s Prophets and Apostles) og i konferenceudgaverne af Liahona).

  • Hvad gør disse personer så særlige blandt alle folk på jorden i vore dage?

Bed eleverne, mens de studerer Matthæus 9-10, om at se efter sandheder om apostlenes rolle og de velsignelser, de kan bringe i vores liv.

Bed en elev om at læse Matthæus 9:35 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesus gjorde udover at helbrede andre.

  • Hvad gjorde Jesus under sin tjenestegerning udover at helbrede andre?

Forklar, at da Jesus forkyndte evangeliet og udførte mirakler over hele Judæa, steg antallet af folk, der fulgte og søgte ham.

Bed en elev om at læse Matthæus 9:36-38 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem Frelseren sagde, at han havde brug for som hjælp til at betjene alle dem, der fulgte ham.

  • Hvem sagde Jesus ifølge vers 37-38, at han havde brug for til at hjælpe sig med at tage sig af dem, der fulgte ham?

Bed en elev om at læse Matthæus 10:1-4 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesus gjorde for at imødekomme folkets behov.

  • Hvad gjorde Jesus for at hjælpe de folkeskarer, der fulgte ham?

  • Hvilke læresætninger kan vi lære af disse vers om én måde, hvorpå Jesus Kristus betjente folk på jorden? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Jesus Kristus kalder apostle og overdrager sin myndighed til dem. Du kan eventuelt foreslå eleverne, at de skriver denne læresætning ud for Matthæus 10:1-4).

Bed en elev om at læse Matthæus 10:5-8 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesus Kristus befalede sine apostle, at de skulle gøre.

  • Hvad befalede Jesus sine apostle, at de skulle gøre?

Forklar, at ordet apostel kommer fra et græsk ord, der betyder »en, der er sendt ud«. I begyndelsen blev apostlene kun sendt ud blandt Israels hus. Senere befalede den opstandne Frelser, at evangeliet skulle forkyndes blandt ikke-jøderne eller dem, som ikke var af Israels hus.

  • Hvilke ligheder lagde I mærke til mellem de gerninger, som Jesus gjorde, og de gerninger, som han befalede sine apostle at gøre?

  • Hvilken sandhed han vi lære af disse vers om, hvad Jesus Kristus kaldte apostlene til at gøre? (Eleverne bør finde frem til en sandhed lig den følgende: Herren kalder apostle til at forkynde sit evangelium og udføre sit værk. Overvej at skrive denne sandhed på tavlen).

Henvis igen til billederne af de nuværende apostle. Bed eleverne om at komme med eksempler på, hvordan de nuværende apostle forkynder og betjener, ligesom Jesus Kristus ville gøre, hvis han var her.

Hjælp eleverne til at føle vigtigheden af den sandhed, de har fundet frem til ovenover, ved at læse eller vise en del af en nylig tale af en nutidig apostel, der er relevant for de unge. Når du har læst udtalelsen eller vist videoen, så spørg:

  • Hvordan kan en forståelse af, at apostle er kaldet af Jesus Kristus til at udføre hans værk, påvirke vores reaktion på, hvad de underviser os i og giver os råd om at gøre?

  • Hvordan har nutidige apostles tjeneste og budskaber påvirket jer?

Bed eleverne om trofast at søge muligheder for at lytte til, studere og anvende Herrens udvalgte apostles ord.

Matthæus 10:9-42

Jesus giver de tolv apostle instrukser, inden de går ud for at forkynde og tjene folket

Sammenfat Matthæus 10:9-16 ved at forklare, at Herren fortalte apostlene, at de skulle stole på, at vor himmelske Fader ville sørge for det, de havde behov for, når de rejste rundt for at forkynde evangeliet. Frelseren lærte dem også, at de skulle velsigne de folk, der tog imod dem og gav dem husly.

Få eleverne til at tænke på et tidspunkt, hvor nogen, der ikke er af deres tro, stillede dem et vanskeligt spørgsmål om evangeliet eller spurgte dem om noget kontroversielt angående Kirken.

  • Hvor sikre følte I jer med hensyn til at vide, hvad I skulle sige i den situation? Hvorfor?

Bed eleverne om at se efter et princip i Jesu lærdomme til hans apostle i resten af Matthæus 10, der kan hjælpe os, når vi har brug for at forklare evangeliet eller bære vores vidnesbyrd.

Bed nogle elever om at skiftes til at læse højt fra Matthæus 10:16-20. Lad klassen følge med og se efter hvilke slags udfordringer, som Jesus sagde, at apostlene ville møde, når de rejste rundt og forkyndte.

  • Hvilke slags udfordringer, sagde Jesus, at hans apostle ville møde, når de rejste rundt og forkyndte?

  • Hvordan ville apostlene ifølge vers 19-20 vide, hvad de skulle sige i disse udfordrende situationer? 

  • Hvilket princip kan vi lære af disse vers om at tale til andre, når vi er i Herrens tjeneste? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Når vi er i Herrens tjeneste, vil han inspirere os med, hvad vi skal sige, når vi har brug for det).

  • Hvornår har I følt, at Herren har inspireret jer til at vide, hvad I skulle sige til en anden person? (Du kan eventuelt give eleverne et øjeblik til at tænke over det, før du beder dem om at svare på spørgsmålet).

Sammenfat Matthæus 10:21-42 ved at forklare, at Jesus Kristus fortsatte med at give sine apostle instruktioner, advarsler og trøst om de udfordringer, de ville møde. Hjælp eleverne til at studere Frelserens ord i Matthæus 10:37-39 ved at dele dem op i par eller små grupper og give hvert par eller gruppe en kopi af følgende uddelingsark. Bed eleverne om at følge instruktionerne på uddelingsarket ved at studere de angivne vers sammen og drøfte svarene på spørgsmålene.

Billede
handout, Matthew 10:37–39

Matthæus 10:37-39

Det Nye Testamente – Seminar – Lærerens hæfte – Lektion 13

Studér i par eller små grupper de tildelte vers sammen og drøft jeres svar på spørgsmålene.

Læs Matthæus 10:37-38 og se efter de ofre, som Frelseren sagde, at vi må være villige til at yde som hans disciple. Vendingen »er mig ikke værd« i disse vers betyder at være en uværdig repræsentant for Herren og ikke værdig til hans velsignelser.

  • Hvorfor tror I, at det er nødvendigt for Jesu Kristi disciple at elske ham mere end alle andre – deriblandt deres egne familiemedlemmer?

Billede
cross

Korset, der nævnes i vers 38, hentyder til det fysiske kors, som Jesus Kristus bar og blev løftet op på for at opfylde sin Faders vilje. I overført betydning kaldte Jesus Kristus sine tilhængere til på samme måde at »tage [deres] kors op og følge [ham]« (Matthæus 16:24).

Læs Joseph Smiths Oversættelse, Matthæus 16:26 (i Guide til Skrifterne) og se efter, hvad det betyder at tage sit kors op og følge Jesus Kristus.

Læs Matthæus 10:39 og se efter principper, som Jesus Kristus forklarede om offer. Joseph Smiths oversættelse tydeliggør begyndelsen af verset. Den lyder således: »Den, der søger at redde sit liv …« I denne kontekst betyder vendingen »redde sit liv« at leve selvisk i stedet for at søge at tjene Gud og hans børn.

  • Hvordan tror I, at folk, der fokuserer på deres egen vilje og selviske ønsker, i sidste ende vil »miste« deres liv?

Færdiggør følgende princip på grundlag af det, som I har læst:

Hvis vi søger at redde vores liv, så .

Overvej at markere løftet i vers 39, som Frelseren gav til dem, der ville miste deres liv på grund af ham. At miste sit liv på grund af ham er mere end at være villig til at dø for ham. Det betyder at være villig til at give af os selv hver dag for at tjene ham og folk omkring os.

  • Hvad tror I, at det betyder, at vi vil redde vores liv, når vi mister det på grund af ham?

Færdiggør følgende princip på grundlag af det, som I har læst:

Hvis vi mister vores liv på grund af Jesus Kristus, så .

Læs følgende udtalelse af præsident Thomas S. Monson og drøft dernæst jeres svar på spørgsmålene, der står bagefter.

Billede
Præsident Thomas S. Monson

»Jeg tror, at Frelseren fortæller os, at medmindre vi mister os selv i tjeneste for andre, så er der ikke meget formål med vores eget liv. De, som kun lever for sig selv, visner til sidst og mister bogstaveligt talt deres liv, mens de, der mister sig selv i tjeneste for andre, vokser og blomstrer – og faktisk redder deres liv« (»Hvad har jeg gjort for en anden i dag?«, Liahona, nov. 2009, s. 85).

  • Hvem kender I, som har valgt at miste sit liv på grund af Jesus Kristus? Hvordan har denne beslutning påvirket den person?

Når eleverne er færdige med uddelingsarket, kan du bede nogle af dem om at sammenfatte for klassen, hvad de har lært.

Du kan eventuelt bære dit vidnesbyrd om det princip, som eleverne fandt frem til om at miste sit liv på grund af Jesus Kristus. Bed eleverne om at skrive nogle ting i deres skriftstudiebog, som de kan gøre i dag eller i den nærmeste fremtid for at miste deres liv i tjeneste for Jesus Kristus og andre. Bed dem om at sætte et mål og forfølge det mål.

Kommentar og baggrundsinformation

Matthæus 10:35-37. »Den, der elsker far eller mor mere end mig«

Præsident Ezra Taft Benson sagde, da han kommenterede på Matthæus 10:35-37, at et af de sværeste valg, en person kunne træffe, er at vælge mellem Gud og én i familien:

»En af de vanskeligste prøver, der findes, er at skulle vælge mellem at behage Gud eller behage et menneske, som man elsker og respekterer – især én i familien.

Nefi blev udsat for en sådan prøve og klarede den godt, da hans gode far et øjeblik murrede mod Herren (se 1 Ne 16:18-25). Job forblev retskaffen over for Herren, selv om hans hustru sagde, at han skulle forbande Gud og dø (se Job 2:9-10).

I skriften står der: ›Ær din far og din mor‹ (2 Mos 20:12; se også Mosi 13:20). Sommetider bliver vi nødt til at vælge at ære vor himmelske Fader mere end en jordisk far« (»Det største bud – du skal elske Gud«, Stjernen, juli 1988, s. 3).