Bibliotek
Hjemmestudielektion: Kolossenserne-1 Timotheus (Del 26)


Hjemmestudielektion

Kolossenserne-1 Timotheus (Del 26)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Kolossenserne-1 Timotheus (del 26) er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens inspiration, idet du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Kolossenserne)

I Paulus’ brev til de kolossensiske hellige sagde han, at Jesus Kristus er Forløseren, den førstefødte af vor himmelske Faders åndelige børn, Skaberen af alle ting, Kirkens overhoved og den første til et opstå. Eleverne lærte også, at vi kan blive forsonet med Gud gennem Jesu Kristi forsoning, hvis vi fortsætter med at være grundfæstet og faste i vores tro. Endvidere kan vi ved at være rodfæstede og blive opbygget i Jesus Kristus undgå at blive ført på afveje af verdens filosofier og overleveringer.

Dag 2 (1 Thessaloniker)

I dette brev til de thessaloniske hellige roser Paulus dem for deres trofasthed og lærer dem sandheder om Herrens andet komme. Da eleverne studerede dette brev, lærte de, at når vi underviser i Jesu Kristi evangelium ved Guds ord og kraft, kan vi hjælpe andre til at blive Herrens tilhængere og hans tjenere. Vi kan udbrede evangeliet gennem vores eksempel. Trofaste hellige, der dør før det andet komme, vil opstå, når Kristus kommer igen. Trofaste hellige, der er i live ved det andet komme, vil blive taget op for at møde ham, når han kommer. Hvis vi er trofaste og holder øje med de tegn, der går forud for Jesu Kristi andet komme, vil vi være beredte, når han kommer igen.

Dag 3 (2 Thessaloniker)

Da eleverne studerede dette brev fra Paulus til de thessaloniske hellige, der tydeliggør sandheder om Jesu Kristi andet komme, lærte de, at hvis vi trofast udholder modstand og prøvelser med tålmodighed og tro, kan vi blive regnet som værdige til Guds rige. Paulus sagde, at ved Jesu Kristi andet komme vil de retfærdige hvile, og de ugudelige vil blive udryddet. Han sagde også, at der før Jesu Kristi andet komme ville ske et frafald. Eleverne lærte derudover, at vi er blevet befalet at stræbe efter at være selvhjulpne og at hjælpe andre.

Dag 4 (1 Timotheus)

Af dette brev fra Paulus til Timotheus, en ung præstedømmeleder i Efesos, lærte eleverne, at præstedømmeledere har ansvaret for at sikre sig, at der bliver undervist i den sande lære og de rette praksisser. De lærte også, at kærlighed til penge fører til uretfærdighed og frafald. Hvis vi på den anden side stoler på den levende Gud og er rige på gode gerninger, kan vi få evigt liv.

Indledning

Paulus skrev til Timotheus, en præstedømmeleder i Efesos, og rådgav ham til at blive et eksempel for de troende.

Forslag til undervisningen

Bemærk: I denne del studerede eleverne mesterskriftstedet 2 Thessaloniker 2:1-3. Du kan gennemgå dette skriftsted med eleverne ved bede dem om at sammenfatte de sandheder, det underviser i. Hjælp eleverne til at lære en del af dette skriftsted udenad ved at recitere vers 3 nogle gange sammen som klasse.

1 Timotheus 4

Paulus beskriver de karakteregenskaber, som en trofast tjener for Kristus har

Tag en papirclips, et stykke snor, tape og en magnet med til klassen. Bind den ene ende af snoren til papirclipsen og tape derefter den anden ende af snoren fast til et bord eller en stol. Hold magneten tæt på papirclipsen uden at magneten rører papirclipsen. Den magnetiske kraft bør få papirclipsen til at bevæge sig henimod magneten. Flyt magneten rundt for at vise, hvordan den påvirker papirclipsens bevægelser.

  • Hvis papirclipsen repræsenterer en person, hvad kan magneten så repræsentere?

Lad eleverne tænke over, hvordan de har været ligesom magneten og har påvirket andre. Bed dem om at se efter et princip, når de studerer 1 Timotheus 4, der lærer os, hvordan vi kan have en positiv indflydelse på andre.

Sammenfat 1 Timotheus 4:1-11 ved at forklare, at Paulus profeterede, at nogle medlemmer af kirken i de »sidste tider« (v. 1) ville falde fra troen og følge falske lærdomme og skikke såsom, at de »forbyder ægteskab« (v. 3). Paulus formanede Timotheus til at nære de hellige med den sande lære.

Bed eleverne om at læse 1 Timotheus 4:12 for sig selv og se efter, hvad Paulus rådede Timotheus til at være. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad tror I, at det vil sige at være »et forbillede for de troende«? (Du kan eventuelt foreslå, at eleverne understreger disse ord i deres skrifter).

  • Hvordan rådede Paulus Timotheus til at være »et forbillede for de troende«? (Skriv elevernes svar på tavlen).

Bed en elev om at læse 1 Timotheus 4:13-16 højt. Lad klassen følge med og se efter flere råd, som Paulus gav, der ville hjælpe Timotheus til at være et forbillede for de troende.

  • Hvilke andre råd fra Paulus kan have hjulpet Timotheus til at være et forbillede for de troende?

  • Hvorfor fortalte Paulus ifølge vers 15 Timotheus, at han skulle overveje de læresætninger, som Paulus underviste i, og fuldstændig efterleve i dem? (Så andre kunne se, hvordan det gavnede Timotheus at gøre det).

  • Ud fra Paulus’ belæringer i vers 16, hvilket resultat kan vi så opnå, når vi stræber efter at være eksempler på en, der tror på Jesus Kristus? (Brug elevernes ord til at skrive et princip lig det følgende på tavlen: Hvis vi er eksempler på en, der tror på Jesus Kristus, kan vi være med til at bringe frelse til os selv og andre).

  • Hvordan kan det hjælpe os til at bringe frelse til andre, at vi er et eksempel på en, der tror på og følger Jesus Kristus?

Bed eleverne om at gennemgå listen på tavlen og tænke over, hvordan Timotheus skulle være et »forbillede for de troende« (1 Tim 4:12). Lad klassen beskrive, hvordan nogen kan være et forbillede eller et eksempel på hvert af disse områder.

Du kan overveje at vise en af følgende videoer: »Bandefri klub« (4:57) eller »Den forsvundne pung« (2:40). Disse videoer findes på LDS.org. Bed eleverne om at se efter, hvordan den unge mand eller den unge pige i videoen er et eksempel på en, der tror på Jesus Kristus.

  • Hvornår har nogen været et eksempel for de troende for jer på en af de måder, som Paulus nævnte? (Du kan eventuelt også fortælle om en af dine egne oplevelser).

Bed eleverne om at skrive et mål i deres skriftstudiebog om, hvordan de kan være et eksempel på en, der tror på Jesus Kristus og derved være med til at bringe frelse til sig selv og andre.

Næste del (2 Timotheus-Hebræerne 4)

Bed eleverne om at tænke over nogle af udfordringerne ved at være Jesu Kristi discipel i vore dage. Forklar, at når de fortsætter deres studium af Paulus’ belæringer i den kommende uge, vil de lære sandheder, der vil hjælpe dem til at forblive trofaste på trods af trængsler og forfølgelser.