Seminar
Del 3: Dag 2: 1 Nefi 8


Del 3, Dag 2

1 Nefi 8

Indledning

I 1 Nefi 8 læser vi om Lehis syn på livets træ. Han følte stor glæde, da han spiste af træets frugt, der symboliserer forsoningens velsignelser. Han så derefter forskellige grupper af mennesker, der reagerede forskelligt på træet og dets frugt. Som en hjælp i forberedelsen af denne lektion kan du eventuelt synge eller læse ordene i »Jernstangen« (Salmer og sange, nr. 182). Når du studerer dette kapitel, så tænk over, hvordan forsoningen har givet dig stor glæde, og hvad du må gøre nu og i fremtiden for at modtage alle dens velsignelser. Tænk over, hvilke forhindringer du kan være nødt til at overvinde for at gøre krav på disse velsignelser.

1 Nefi 8:1-18

Lehi spiser af frugten fra livets træ og opfordrer sin familie til at gøre det samme

Tænk på et tidspunkt i dit liv, hvor du følte Herrens kærlighed til dig. Overvej, hvordan de valg, du træffer, påvirker dit forhold til Herren og din evne til at føle hans kærlighed. Se efter, hvad det lærer dig at gøre, og hvad du skal undgå for at komme nærmere til Herren og føle hans kærlighed stærkere, når du studerer 1 Nefi 8.

Læs 1 Nefi 8:2 og find det, som Lehi oplevede, mens de var i ørkenen. Læs 1 Nefi 8:5-12 og find frem til det, der lader til at være det gennemgående billede eller fokuspunkt i Lehis drøm.

Billede
Lehis drøm om livets træ

Når du har fundet det gennemgående billede, så skriv en liste over de ord og sætninger, Lehi anvendte til at beskrive frugten i 1 Nefi 8:10-11.

Herren bruger ofte genstande, vi kender, som symboler for at hjælpe os til at forstå evige sandheder. For at hjælpe dig til at finde ud af, hvad Lehis drøm repræsenterer, så læs følgende udtalelse af ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum: »Livets træ … er Guds kærlighed (se 1 Ne 11:25). Guds kærlighed til sine børn udtrykkes tydeligst gennem den gave det er at lade Jesus være vor Forløser: ›For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn‹ (Joh 3:16). At få del i Guds kærlighed er at få del i Jesu forsoning og den frigørelse (frihed fra bånd eller synd) og glæde, som det kan medføre« (»Hvad vi lærer af Laman og Lemuel«, Liahona, jan. 2000, s. 7).

Finde det evangeliske princip, der illustreres i 1 Nefi 8:10-12, ved i dine skrifter at understege, hvad Lehi gjorde med frugten i 1 Nefi 8:11, og understreg resultaterne i 1 Nefi 8:12. Tænk over, hvordan du kan »spise« af forsoningen på samme måde, som Lehi »spiste« af frugten.

Lehis oplevelse viser, at det at komme til Kristus og tage del af hans forsoning bringer lykke og glæde.

  1. Besvar i din skriftstudiebog følgende spørgsmål: Hvornår har Frelserens forsoning bragt lykke og glæde ind i dit liv?

Tænk over, hvorfor vi, ligesom Lehi, bør ønske, at vores familie og venner oplever forsoningens velsignelser, når vi har oplevet dem. Læs 1 Nefi 8:3-4, 13-18 og se efter, hvordan Lehis familie reagerede på Lehis opfordring om at spise af frugten fra livets træ.

Vi kan ikke beslutte, om andre vil vælge at tage del af Guds kærlighed. Men ligesom Lehi kan vi opfordre og motivere dem. Overvej, hvordan du kunne opfordre og motivere en person, du kender, til at komme til Kristus og modtage velsignelserne ved hans forsoning.

1 Nefi 8:19-35

Lehi ser nogle mennesker have fremgang og andre, for hvem det ikke lykkes at nå frem til livets træ og spise af frugten

Senere i 1 Nefi vil du læse om, hvordan Nefi også får et syn om livets træ. Han optegnede, hvad de forskellige symboler og billeder i synet betyder. Brug følgende skema til at finde symbolerne og betydningen af dem. Søg i dine skrifter for at udfylde følgende øvelse. Du har allerede studeret og fået forklaret betydningen af de to første symboler.

Symbol fra Lehis drøm

Fortolkningen af symbolet som Nefi fik

Træet (se 1 Ne 8:10; det kaldes livets træ i 1 Ne 15:22)

Guds kærlighed (se 1 Ne 11:25)

Træets frugt (se 1 Ne 8:10-12)

Den største af Guds gaver – velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning (se 1 Ne 15:36)

Floden med (urent) vand (se 1 Ne 8:13)

(se 1 Ne 12:16; 15:27)

Jernstangen (se 1 Ne 8:19)

(se 1 Ne 11:25; 15:23-24)

En tåge af mørke (se 1 Ne 8:23)

(se 1 Ne 12:17)

Den store og rummelige bygning (se 1 Ne 8:26)

(se 1 Ne 11:36; 12:18)

Det kan være en hjælp at skrive betydningen af hvert symbol i dine skrifter (svarene i den anden spalte i skemaet ovenfor) ved siden af verset eller versene, hvor symbolet bliver nævnt (versene i den første spalte i skemaet).

Når du læser følgende citat af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum, så understreg det, han siger om, hvorfor det er vigtigt for os at studere Lehis drøm.

»I tror måske, at Lehis drøm eller syn ikke har særlig betydning for jer, men det har den. I er med i den; det er vi alle sammen …

Lehis drøm eller syn angående jernstangen indeholder alt, hvad en ung sidste dages hellig behøver for at forstå livets prøve« (»Finding Ourselves in Lehi’s Dream«, Ensign, aug. 2010, s. 22).

Når du studerer resten af 1 Nefi 8, så overvej, hvordan det, du lærer, kan hjælpe dig til at »forstå livets prøve.« Læs 1 Nefi 8:21-33 og se efter, hvordan floden, tågen af mørke og den store og rummelige bygning forhindrede menneskene i Lehis drøm i at spise eller nyde frugten fra livets træ. Du kan eventuelt overveje at understrege nøgleord og sætninger i dine skrifter, der henviser til disse forhindringer og den påvirkning, det havde på folk.

Hvad kan det være for nogle forhindringer, som Lehi så i vor tid? Understreg enhver af følgende forhindringer, som du har set afholde en person fra at komme til Frelseren og føle glæde: Pornografi, at søge andres accept eller ros, afhængigheder, selviskhed, grådighed, misundelse, undlade at bede og studere i skrifterne, overdreven brug af elektronisk underholdning, overdreven deltagelse i en aktivitet eller sport, uærlighed og at gøre det, som alle andre gør. Tænk på nogle andre nutidige eksempler på disse hindringer.

Følgende evangeliske princip er en måde at sammenfatte det, du kan lære af at studere hindringerne i 1 Nefi 8:21-33 på: Stolthed, verdslighed og at underkaste dig fristelser kan afholde dig fra at modtage forsoningens velsignelser.

  1. Skriv sammenfatningen ovenfor i din skriftstudiebog og dine følelser omkring dens sandhed, og hvordan du kan anvende den.

Tænk over, hvordan verdens snavs, Satans fristelser og verdens stolthed kan forhindre eller sløve din åndelige fremgang.

Søg igen i 1 Nefi 8:21-33. Se denne gang efter svar på følgende spørgsmål:

  • Hvordan var jernstangen (Guds ord, der omfatter skrifterne, profeters og andre kirkelederes inspirerede ord og personlig åbenbaring) afgørende for dem, som det lykkedes at spise af frugten?

  • Hvilken sætning i 1 Nefi 8:30 beskriver det, vi skal gøre for, at Guds ord kan lede os sikkert til livets træ?

  1. Skriv i din skriftstudiebog, hvordan Guds ord kan vejlede og holde os i sikkerhed fra fristelse.

Af disse vers lærer vi følgende evangeliske principper: Hvis vi holder fast i Guds ord, vil det hjælpe os til at overvinde fristelse og verdslige påvirkninger. At holde fast i Guds ord hjælper os til at holde os tættere til Herren og at modtage forsoningens velsignelser.

  1. For at hjælpe dig til at se bevis på disse principper i dit liv, så besvar i din skriftstudiebog et eller begge af følgende spørgsmål:

    1. Hvornår har Guds ord vejledt dig og holdt dig i sikkerhed fra fristelse, stolthed eller verdslighed?

    2. Hvornår har Guds ord hjulpet dig til at komme tæt på Frelseren?

Lehi formanede sin familie »med alle en øm forælders følelser til at lytte til hans ord« (1 Ne 8:37). Han ønskede, at de skulle opleve glæden og velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning på samme måde, som han gjorde det.

  1. Skriv et mål ned i din skriftstudiebog om, hvordan du vil forbedre dit studium af Guds ord.

Når du følger og holder fast ved Guds ord, kan du overkomme forhindringer, der ellers kan forhindre dig i at tage del i forsoningen og modtage sand glæde.

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret 1 Nefi 8 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: