Seminar
Alma


Introduktion til Alma

Hvorfor studere denne bog?

Når du studerer Alma, vil du lære om Jesus Kristus, og hvorfor det i vor himmelske Faders plan for lykke var nødvendigt, at han sonede og opstod. Du vil også lære om kraften i Guds ord til at overvinde præstelist, falske lærdomme, synd, had og apostasi. Dette fører til, at mennesker oplever en mægtig forandring i hjertet og bliver født på ny. Du vil blive opbygget, når du læser om Mosijas sønners missioneringsindsats og Ammons folks eller anti-nefi-lehiernes omvendelse og efterfølgende trofasthed. Når du studerer kapitler, der handler om krig mellem nefitterne og lamanitterne, lærer du desuden principper, der vil vejlede dig i den forvirrende tid, du lever i, og hjælpe dig til at sejre i dine personlige kampe mod modstanderen.

Hvem skrev denne bog?

Mormon samlede og forkortede optegnelser fra Nefis store plader for at skrive Almas Bog. Bogen er opkaldt efter Alma, der var søn af Alma, og som ofte bliver kaldt Alma den Yngre. På den tid, da kong Mosija indførte dommernes regeringstid blandt nefitterne, blev Alma den første overdommer og efterfulgte også sin far som højpræst over Kirken (se Mosi 29:42). Han trak sig til sidst tilbage som overdommer og »helligede sig helt det høje præstedømme« og fremførte »Guds ord for folket« over hele Nefis land (Alma 4:20; 5:1). Mormon brugte optegnelserne om Almas tjenestegerning (Alma 1-44) og hans sønner Helamans (Alma 45-62) og Shiblons (Alma 63) skrivelser til at samle Almas Bog.

Hvornår og hvor blev den skrevet

De oprindelige optegnelser, der er blevet brugt som kilde til Almas Bog, blev højst sandsynligt skrevet mellem 91 f.Kr. og 52 f.Kr. Mormon forkortede disse optegnelser på et tidspunkt imellem 45 e.Kr. og 385 e.Kr. Mormon skrev ikke, hvor han var, da han forkortede optegnelserne.