Seminar
Del 8, dag 4, 2 Nefi 31


Del 8, dag 4

2 Nefi 31

Indledning

Nefi forklarede Kristi lære: Vi må udøve tro på Jesus Kristus, omvende os fra vore synder, blive døbt, modtage Helligånden og holde ud til enden. Han vidnede også om, at når vi anvender denne lære, vil Gud velsigne os med Helligåndens ledsagelse og lede os til evigt liv.

2 Nefi 31:1-21

Nefi belærer om, at Frelseren sætter det fuldkomne eksempel for os

Billede
Johannes Døber døber Jesus

Jesus gik hen til Johannes Døber for at blive døbt. Eftersom Jesus ikke havde syndet, hvorfor tror du da, at han blev døbt? Hvorfor blev du døbt? Når du tænker over disse spørgsmål, vil det hjælpe dig til at forberede dig til denne lektion.

Læs 2 Nefi 31:2, 21 og markér udtrykket »Kristi lære«. Bemærk, at Nefi i v. 2 erklærede, at han »må tale angående Kristi lære«. Derefter sagde han i v. 21, at han havde talt om »Kristi lære«. I 2 Nefi 31:3-20 lærer vi om de sandheder, Nefi kaldte »Kristi lære«. To sandheder, vi lærer, er: Jesus Kristus opfyldte al retfærdighed ved at adlyde alle Faderens befalinger og vi må følge Jesu Kristi eksempel på lydighed ved at blive døbt og modtage Helligånden.

  1. Skriv følgende overskrifter ved siden af hinanden i din skriftstudiebog: Årsager til, at Jesus blev døbt og Årsager til, at vi bliver døbt. Læs derefter 2 Nefi 31:4-12 og lav en liste over det, du lærer, under hver af disse overskrifter.

Hvad skal vi ifølge 2 Nefi 31:11 gøre før dåben?

Som en hjælp til at forklare, hvorfor dåb med vand er påkrævet, læs da følgende udtalelse af profeten Joseph Smith: »Dåb er et tegn for Gud, for engle og for himlen, at vi gør Guds vilje, og der findes ikke nogen anden vej under himlen, hvorved Gud har fastsat, hvorledes mennesket kan komme til ham for at blive frelst og komme ind i Guds rige undtagen ved tro på Jesus Kristus, omvendelse og dåb til syndernes forladelse, og en hvilken som helst anden vej eller retning er forgæves; derpå vil I få forjættelsen om Helligåndsgaven« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 92).

  1. Forestil dig, at en ven, der ikke er medlem af Kirken, spurgte dig, hvorfor dåb er så vigtig. Skriv i din skriftstudiebog, hvad du ville svare.

  2. Skriv i din skriftstudiebog, hvordan det at følge Jesu Kristi eksempel ved at blive døbt har påvirket og velsignet dit liv.

Der er mere, vi skal gøre efter dåben. Læs 2 Nefi 31:13 og markér de udtryk, der beskriver den holdning, en person bør have, når de følger Frelserens eksempel.

Når vi ifølge 2 Nefi 31:13 opfylder vores pagt med hjertets fulde og faste forsæt, hvad lover vor Fader i himlen da os til gengæld? (Du kan eventuelt markere det i dine skrifter). Læs det sidste udtryk i 2 Nefi 31:17 og find frem til, hvorfor vi er nødt til at modtage Helligånden. Skriv en læremæssig udtalelse eller princip i det tomme felt, som er baseret på et skriftsted, der forklarer, hvad Helligånden vil gøre for os.

Ild bruges til at rense materialer såsom metal. Der brænder urenheder ud og efterlader et renere materiale. Det minder om, hvad der sker med os åndeligt, når vi modtager Helligåndsgaven. Det er også kendt som »dåben med ild« (se 2 Ne 31:13). Helligånden vidner om Faderen og Sønnen og bringer syndsforladelse. Præsident Marion G. Romney fra Det Første Præsidentskab har sagt: »Denne dåb med ild og Helligånden … renser og helbreder sjælen« (Learning for the Eternities, saml. George J. Romney, 1977, s. 133).

Læs 2 Nefi 31:15-16 for at finde en anden del af »Kristi lære« og markér det, du finder. Sammenlign de udtryk, du opdager i 2 Nefi 31:13, med belæringen i 2 Nefi 31:15-16 og tænk over, hvordan du kan holde ud til enden med »oprigtig hensigt« og »hjertets faste forsæt.«

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan kan udtrykkene »med hjertets faste forsæt,« »uden at handle hyklerisk« og »med oprigtig hensigt« anvendes på sådanne aktiviteter som dagligt skriftstudium og kirkedeltagelse?

    2. Hvad er forskellen på en person, der »siger sine bønner« og en person, der beder »med hjertets faste forsæt«?

    3. Hvad er forskellen på en person, der »deltager i nadveren« og en person, der deltager i nadveren »med oprigtig hensigt«?

Læs 2 Nefi 31:18 og se efter, hvor vi er, når vi går gennem omvendelsens og dåbens port. Når vi udøver tro, omvender os, bliver døbt og modtager Helligånden, træder vi ind på den »snæv[re] og trang[e] sti«. Snæver betyder trang, stram, krævende og tillader ingen afvigelser. Hvordan kan vi ifølge 2 Nefi 31:18 vide, om vi er på den snævre og trange sti?

At opleve Helligåndsgaven er ikke blot en rar følelse, som vi føler fra tid til anden. Helligåndens følgeskab er et vidne fra Gud om, at vi er på den sti, der fører til evigt liv.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan har Helligåndens følgeskab hjulpet dig til at blive på den snævre og trange sti?

    2. Hvordan har Helligånden velsignet dit liv?

Læs 2 Nefi 31:19-21 og lav en liste i dine skrifter ved at nummerere andre ting, vi skal gøre for at blive på stien. (Bemærk, at 2 Ne 31:19-20 er et mesterskriftsted. Du kan eventuelt markere det på en særlig måde, så du kan finde det fremover).

  1. Skriv i din skriftstudiebog et udtryk, der beskriver, hvad det betyder for dig at » trænge … frem med standhaftighed i Kristus« (2 Ne 31:20).

Sammenfat 2 Nefi 31:19-20 i de tomme felter i form af et princip:

Hvis vi , så . (Du kan eventuelt skrive det i dine skrifter).

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum gav dette håbefulde råd til dem, der føler, de er kommet væk fra den snævre og trange sti: »På din rejse gennem livet møder du mange forhindringer og begår fejltagelser. Skriftens vejledning hjælper dig til at erkende fejlen og foretage de nødvendige ændringer. Du holder op med at fortsætte i den forkerte retning. Du studerer omhyggeligt skriftens vejkort. Og så fortsætter du med den omvendelse og genoprettelse, som er nødvendig for at komme ind på ›den snævre og trange sti, der fører til evigt liv‹ (2 Ne 31:18)« (»Lev efter skriftens anvisninger«, Liahona, jan. 2001, s. 20-21).

Tænk over, hvordan denne udtalelse og de skriftsteder, du har studeret i dag, giver dig et »klart håb« (2 Ne 31:20).

Billede
mesterskriftstedsikon
Mesterskriftsted – 2 Nefi 31:19-20

  1. Brug fem minutter på at lære 2 Nefi 31:20 udenad. Få et familiemedlem eller en ven til at teste din kundskab om skriftstedet eller du kan vælge at dække verset med din hånd og forsøge at citere det uden at kigge. Forsøg at skrive verset i din skriftstudiebog ud fra hukommelsen.

  2. Vælg ved hjælp af 2 Nefi 31:20 en af de ting, vi skal gøre for at blive på den rette sti, som du er god til. Beskriv derefter i din skriftstudiebog, hvordan du gør det. Vælg dernæst et område, hvor du gerne vil forbedre dig, og skriv, hvordan du vil gøre det.

Kommentar og baggrundsinformation

Hvordan kan vi undgå hykleri?

Nefi advarede mod hykleri i 2 Nefi 31:13. Hykleri betyder at foregive eller optræde over for andre på en måde, der ikke afspejler din sande identitet. Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende om at handle uden hykleri:

Billede
Ældste Joseph B. Wirthlin

»Efterlever vi virkelig evangeliet, eller udviser vi blot retfærdighedens skin, så de omkring os formoder, at vi er trofaste, når vi i virkeligheden i hjertet og i usete handlinger ikke er tro over for Herrens lærdomme?

Ifører vi os blot et ›skær af gudsfrygt,‹ mens vi ›fornægter dens kraft‹ (se JS–H 1:19)?

Er vi reelt retskafne, eller foregiver vi blot lydighed, når vi tror, at andre ser os?

Herren har gjort det klart, at han ikke lader sig narre af det ydre, og han har advaret os mod at være falske over for ham eller andre. Han har rådet os til at være på vagt mod dem, som viser en falsk facade og fremviser en strålende maske, der skjuler en skummel virkelighed. Vi ved, at Herren ›ser på hjertet‹ og ikke på udseendet (se 1 Sam 16:7)« (»Tro mod sandheden«, Stjernen, juli 1997, s. 14).

Hvordan kan vi »holde ud til enden«?

Udtrykket »holder ud til enden« (2 Ne 31:16) bruges ofte for at fremhæve behovet for, at man tålmodigt holder ud gennem livets svære prøvelser. Ældste Joseph B. Wirthlin har forklaret, at når vi holder ud til enden, betyder det også, at vi går videre i trofasthed mod Kristus, indtil vores liv slutter:

»At holde ud til enden er læren om at fortsætte på den sti, der fører til evigt liv, efter at man er trådt ind på denne sti ved tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden. At holde ud til enden kræver hele vores hjerte …

At holde ud til enden betyder, at vi har slået dybe rødder i den evangeliske jord, har overholdt Kirkens lærdomme, har tjent vore medmennesker ydmygt, har levet et kristent liv og holdt vore pagter. De, der holder ud, er ligevægtige, vedholdende, ydmyge, udvikler sig konstant og er uden svig. Deres vidnesbyrd er ikke bygget på verdslige grunde – det er bygget på sandhed, kundskab, erfaring og på Ånden« (»Stræb fremad«, Liahona, nov. 2004, s 101).

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret 2 Nefi 31 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: