Seminar
Del 9, dag 4, Jakob 3-4


Del 9, dag 4

Jakob 3-4

Indledning

Jakob 3 indeholder slutningen af en prædiken, Jakob holdt for sit folk. I disse afsluttende ord gav Jakob i korthed trøstende ord og løfter til de rene i hjertet. Han irettesatte også de stolte og ukyske blandt sit folk og advarede dem om konsekvenserne, hvis de ikke omvendte sig. Jakob 4 indeholder ord, som Jakob blev inspireret til at skrive til de mennesker, der en dag ville læse hans ord. Han vidnede om Jesu Kristi forsoning og formanede sine læsere til at forlige sig (genoprette harmonien) med Gud Faderen gennem forsoningen. Med en advarselsrøst fortalte han om jøder, der ville afvise Jesus Kristus og hans evangeliums enkelhed.

Jakob 3

Jakob opmuntrer de rene i hjertet, og han tilskynder andre til at omvende sig

Tænk over, hvilket råd du ville give en ung mand eller pige i følgende situationer:

  • En ung pige, der stræber efter at leve retskaffent, lider, fordi hendes far er afhængig af alkohol.

  • En ung mand, der gør sit bedste for at efterleve evangeliet, kæmper på grund af forældrenes skilsmisse.

  • En ung pige forsøger ihærdigt at elske sin familie, men hun kæmper derhjemme på grund af sin søsters selviskhed og ubetænksomme handlinger.

Tænk på et tidspunkt, hvor du oplevede prøvelser, selvom du bestræbte dig på at leve retskaffent. Jakob lærte os, hvad vi skal gøre i sådanne situationer. Læs den første sætning i Jakob 3:1 og find ud af, hvem Jakob talte til først i kapitel 3.

Jakob sagde, at på grund af andres stolthed og umoral (som han tidligere havde advaret imod og som står i Jakob 2) havde de rene i hjertet lidt. Læs Jakob 3:1-2 og udfyld følgende skema:

Hvad tilskyndede Jakob de rene i hjertet til at gøre?

Hvad lover Gud de rene i hjertet?

  1. Gennemgå dine svar i den første kolonne. For at hjælpe dig til at tænke dybere over dette princip besvar da to af følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan tror du, at en ung person kan »se hen til Gud med fasthed i sindet«?

    2. Hvad tror du, det betyder at bede til Gud »med stor tro« i prøvelsens stund?

    3. Hvad tror du, at en ung person kan gøre for at »modtage Guds behagelige ord«?

  2. Gennemgå dine svar i den anden kolonne. Disse vers forklarer, at Gud vil trøste de rene i hjertet i deres prøvelser. For at hjælpe dig til at tænke dybere over dette princip besvar da et eller flere af følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan har Gud trøstet dig i dine prøvelser, når du har forsøgt at følge ham?

    2. Hvordan har det hjulpet dig under en prøvelse at bede »med stor tro«?

    3. Hvornår har det at modtage Guds ord hjulpet dig til at føle hans kærlighed?

Da Jakob havde talt til de rene i hjertet, henvendte han sig til dem, der ikke var rene i hjertet. Læs Jakob 3:3-4, 10-12 og find det, Jakob tilskyndede disse mennesker til at gøre. Det kan være nyttigt at vide, at ordene utugt og uterlighed henviser til seksuelle synder og begær.

I Jakob 3:3-4, 10-12 læser vi også Jakobs advarsler om, hvad der ville ske med hans folk, hvis de ikke omvendte sig. Når du har studeret disse vers, sæt da cirkel om de udtryk, der beskriver følgende konsekvenser: (a) Lamanitterne ville udrydde dem. (b) Deres eksempel ville føre deres børn i fordærv. (c) De ville opleve den anden død eller med andre ord en adskillelse fra Gud.

Tænk et øjeblik over, hvordan Jakobs advarsel kunne betragtes som en stor velsignelse for hans folk.

Som der står i Jakob 3:5-7, erklærede Jakob frimodigt, at lamanitterne var »mere retfærdige« end nefitterne, fordi »deres mænd elsker deres hustruer, og deres hustruer elsker deres mænd; og deres mænd og deres hustruer elsker deres børn«. Nefitterne havde brug for at omvende sig fra alle deres synder, især dem, der førte til mindre kærlighed og tillid i deres familie.

Tænk over Jakob 3:11-12 og sammenfat budskabet med dine egne ord.

Brug et øjeblik på at tænke over de fristelser, du møder, og hvilke frygtelige konsekvenser, du undgår, når du omvender dig fra dine forseelser.

Jakob 4

Jakob formaner sit folk til at få et håb om, at de kan vende tilbage til Guds nærhed

Løft som forberedelse til at studere Jakob 4 din blyant eller kuglepen mindst en meter over dit hæfte og forsøg at slippe den, så den lander i midten af cirklen – »målet«. Du kan eventuelt forsøge flere gange. Tænk over, hvor meget mindre effektive dine forsøg ville være, hvis du kigger et andet sted hen end på målet. Hvor gode tror du, at folk ville være til bueskydning, hvis de aldrig så på målet, når de skød, eller hvis de så på det, der var forbi målet? Læs Jakob 4:14 og find kendetegnene ved de mennesker, som Jakob profeterede ville se »forbi målet«.

Billede
målcirkler

Du kan eventuelt skrive i dine skrifter ved siden af Jakob 4:14, at »målet er Kristus« (Neal A. Maxwell, »Jesus of Nazareth, Savior and King«, Ensign, maj 1976, s. 26). På samme måde sagde Paulus: »Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Jesus Kristus« (Fil 3:14).

Profeten Jakob henviste til jøderne, der misforstod moseloven og dens hensigt med at lede dem til Frelseren. Mange jøder ledte efter en anden form for udfrielse end den Jesus, Messias, tilbød dem – de ledte efter udfrielse fra et fremmed styre og undertrykkelse.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvad tror du, at det betyder at se forbi målet (Jesus Kristus)?

    2. Hvilke holdninger og handlinger i Jakob 4:14 gjorde jøderne blinde og forhindrede dem i at acceptere Jesus Kristus?

    3. Hvilke eksempler er der i vore dage på at se forbi målet eller at mislykkes i at fokusere på Frelseren?

Jakob ønskede, at de, der læste hans optegnelse, ville have en fuldstændig anden holdning end jødernes holdning, da de så forbi målet. Læs Jakob 4:4 og find frem til det, som Jakob ønskede, at alle, som læste hans optegnelse, skulle vide. Læs også Jakob 4:12 og markér udtrykket »hvorfor ikke tale om Kristi forsoning«. Som der står i Jakob 4:4-12, gav Jakob adskillige årsager til, hvorfor han troede på Jesus Kristus, og hvorfor han følte, det var vigtigt at lade andre kende til forsoningen.

  1. Skriv følgende skriftstedshenvisninger i din skriftstudiebog, og skriv derefter korte sammendrag af det, Jakob sagde om Jesus Kristus eller forsoningen i hver henvisning:

    1. Jakob 4:4-6

    2. Jakob 4:7-8

    3. Jakob 4:9-10

    4. Jakob 4:11

Hvilke ord eller udtryk i Jakob 4:4-6 viser, at Jakobs folk forstod Guddommens natur?

Det kan være nyttigt at vide, at det at blive »fremstillet for Gud som Kristi førstegrøde« (Jakob 4:11) henviser til at stå foran Gud værdig til at træde ind i det celestiale rige. Det er også vigtigt at forstå, at hvis vi skal have »et håb om [Frelserens] herlighed« (Jakob 4:4), må vi tro, at Jesus Kristus sørgede for den måde, hvorpå vi kan blive forløst fra vore synder og opstå, så vi kan vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed.

En sandhed, vi lærer i Jakob 4, er denne: Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi blive fyldt med håb og forlige os med Gud.

  1. Skriv korte svar på følgende i din skriftstudiebog:

    1. Gennemgå de sandheder om Jesus Kristus, du har studeret i Jakob 4:4-12, og vælg en, der især motiverer dig til at ønske at tale om forsoningen. Skriv den sandhed og forklar, hvorfor du valgte den.

    2. Hvilke andre personlige grunde motiverer dig til at tale om Jesus Kristus og forsoningen?

Når du afslutter denne lektion, tænk da over, hvorfor du er taknemlig for Frelseren. Overvej at fortælle dine grunde til et familiemedlem eller en nær ven.

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Jakob 3-4 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: