Seminar
Del 32, dag 4, Moroni 10:8-26, 30-34


Del 32, dag 4

Moroni 10:8-26, 30-34

Indledning

Efter at have belært om, hvordan man får et vidnesbyrd om sandheden i alt gennem Helligånden, fortalte Moroni dem, som vil læse hans ord, om at genkende og modtage åndelige gaver. Moroni afsluttede optegnelsen af Mormons Bog ved at formane alle mennesker til at komme til Jesus Kristus, gribe fat i enhver god gave, han tilbyder, og blive fuldkommengjort ved ham.

Moroni 10:8-26

Moroni forklarer om Åndens gaver og formålet med dem i Herrens værk

Tænk på et tidspunkt, hvor vor himmelske Fader velsignede dig med at være i stand til at gøre noget, som du ikke selv kunne have gjort. I sit afsluttende kapitel vidnede Moroni om den hjælp og styrke, Herren kan give os. Læs Moroni 10:8 og se efter den sætning, der beskriver de åndelige evner eller velsignelser, som vor himmelske Fader giver sine trofaste børn.

De »Guds gaver«, som Moroni talte om i Moroni 10:8, bliver også kaldt »Åndens gaver« eller »åndelige gaver«. Du kan eventuelt markere udtrykket »Guds gaver« i dine skrifter. Skriv følgende sandhed i dine skrifter ud for Moroni 10:8: Gud giver Åndens gaver til gavn for sine børn. Udtrykket »til gavn for sine børn« betyder at være godt for eller til tjeneste for hans børn.

Læs Moroni 10:9-16 og markér alle de åndelige gaver, Moroni nævnte. Det er vigtigt at vide, at de åndelige gaver, som Moroni nævnte, blot er nogle få eksempler på de mange åndelige gaver, der findes. Ældste Marvin J. Ashton fra De Tolvs Kvorum belærte om, at »Gud har givet os alle en eller flere særlige talenter«:

Billede
Ældste Marvin J. Ashton

»En af de største ulykker i livet forekommer mig at være, når et menneske stempler sig selv som en, der ingen gaver og talenter har … Hvis vi kommer dertil, at vi dømmer os selv som talentløse og siger, at vi bare er almindelige, idet vi går ud fra vores skikkelse, intelligens, velstand, magt, stilling eller udseende, så er vi ikke blot uretfærdige, men urimelige …

Lad mig nævne nogle tilfældige gaver, som ikke altid er så tydelige eller bemærkelsesværdige, men som er meget vigtige. Blandt disse kan være dine gaver – gaver, som ikke er så tydelige, men ikke desto mindre virkelige og værdifulde.

Lad os se på nogle af disse ubevidste talenter – evnen til at stille spørgsmål, til at lytte, til at høre og anvende den stille, sagte stemme, evnen til at græde, til at undgå stridigheder, til at blive enig, til at undgå tomme gentagelser, til at søge det retfærdige, til ikke at dømme, til at søge vejledning hos Gud, til at være hans discipel, til at gøre noget for andre, til at overveje, til at bede, til at bære et kraftigt vidnesbyrd og til at modtage Helligånden.

Vi må huske, at hvert menneske har fået en gave ved Guds Ånd [se L&P 46:11-12]. Det er vores ret og ansvar at tage imod vore gaver og talenter og dele dem med andre. Guds gaver og magt står til alles rådighed« (se »Der er mange gaver«, Stjernen, jan. 1988, s. 17).

Læs Moroni 10:17 og bemærk Moronis belæring om, at alle trofaste medlemmer af Kirken har mindst en åndelig gave (se også L&P 46:11). Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, at »Åndens gaver hjælper os hver især til at nå vores mål om evigt liv.

Billede
Ældste Robert D. Hales

Åndens gaver opnås igennem Helligåndsgaven. Helligånden er det tredje medlem af den evige Guddom. Helligånden er en gave fra Gud for at hjælpe os til at træffe beslutninger, der giver os mulighed for at finde og udføre vores mission …

I de sidste dage har vi fået en forståelse for Åndens gaver i en åbenbaring, der står i afsnit 46 i Lære og Pagter. Afsnit 46 identificerer Åndens specifikke gaver som følgende:

›For alle er ikke blevet givet hver eneste gave; for der er mange gaver, og til enhver er der givet en gave ved Guds Ånd‹ (v. 11).

Vi får klart at vide, at vi hver især har fået en eller flere gaver. Ved vi, hvilken gave vi har fået? Søger vi efter at finde vore gaver?« (»Gifts of the Spirit«, Ensign, feb. 2002, s. 12).

  1. Tænk over åndelige gaver, du har fået af Gud, og besvar derefter to af eller alle følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvilken gavn har du haft af de gaver fra Ånden, som du har fået?

    2. Hvilke eksempler på åndelige gaver har du set i Kirken i vore dage?

    3. Hvordan kan du bruge dine åndelige gaver til at velsigne andre? Hvordan er dit liv blevet velsignet af andres gaver?

Tænk over, hvordan åndelige gaver var tydelige ved fremkomsten af Mormons Bog. Skriv på de tomme linjer de åndelige gaver, der var mærkbare i Joseph Smiths liv, som vist i hvert billede:

Billede
Den første åbenbaring

Moroni 10:11

Billede
Moroni viser sig for Joseph Smith i hans værelse

Moroni 10:14

Billede
Joseph Smith modtager guldpladerne

Moroni 10:16

Moroni vidnede om, at vi skal have tro for at modtage åndelige gaver. Han belærte om, at Gud »virker ved kraft i forhold til menneskenes børns tro på samme måde i dag og i morgen og for evigt« (Moro 10:7). Læs Moroni 10:19, 24 og find ud af, hvad der forhindrer folk i at modtage og genkende de åndelige gaver.

  1. Skriv i din skriftstudiebog, hvorfor du tror, at vantro mennesker ikke kan genkende eller modtage Guds kraft og gaver.

Læs Moroni 10:20-23. Se efter, hvad Moroni forklarede om de vigtige åndelige gaver tro, håb og næstekærlighed. Han vidnede om, at den åndelige gave tro fører til en vidunderlig velsignelse. Se i vers 23 for at finde denne velsignelse. Bemærk at ordet tjenligt betyder ønskeligt, og at sætningen »alt, der er tjenligt for mig« kan betyde »alt det, jeg ønsker, at du skal gøre«. Du kan eventuelt markere sætningen i Moroni 10:23, der belærer om dette princip: Hvis vi har tro, er vi i stand til at gøre det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi gør.

  1. For at hjælpe dig til at se, hvordan dette princip er sket eller kan ske i dit liv, skriv da nogle få sætninger i din skriftstudiebog som svar på den ene af eller begge følgende udtalelser:

    1. Jeg oplevede løftet i Moroni 10:23, da …

    2. Løftet, der står i Moroni 10:23, kan hjælpe mig med …

  2. Tænk over de to principper, du har lært i Moroni 10:8-26: Gud giver Åndens gaver til gavn for sine børn. Hvis vi har tro, vil vi være i stand til at gøre det, som vor himmelske Fader ønsker, at vi gør. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan kan det at kende disse to principper hjælpe dig lige nu i dit liv?

    2. Hvordan kan disse principper hjælpe dig med de muligheder, der kan komme i fremtiden?

Moroni 10:30-34

Moroni afslutter sin optegnelse med at opfordre alle til at komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham

Billede
Præsident James E. Faust

Tror du, at det er muligt at blive fuldkommengjort i dette liv? Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab forklarede befalingen om at blive fuldkommengjort: »Fuldkommenhed er et evigt mål. Selv om vi ikke kan blive fuldkomne i livet på jorden, er det en befaling, at vi stræber efter at blive det, hvilket vi til syvende og sidst, gennem forsoningen, kan holde« (se »Dette er vores dag«, Liahona, juli 1999, s. 22).

Som præsident Faust belærte om, er fuldkommenhed et mål vi med Frelserens hjælp kan arbejde hen imod nu og opnå i det tilkommende liv. Moroni afsluttede sit vidnesbyrd med at belære om, hvad vi kan gøre for at indbyde Frelserens rensende kraft ind i vores liv og til sidst blive fuldkommengjort gennem hans forsoning.

  1. Lav følgende skema din skriftstudiebog:

    Det, som jeg kan gøre

    Det, som Gud lover

    Søg i Moroni 10:30-33 og se efter (a) det, vi skal gøre for at blive rene og til sidst fuldkommengjort og (b) det, Gud har lovet at gøre for at hjælpe os. Skriv det, du finder, i den rigtige kolonne i dit skema.

Skriv følgende udtalelse under skemaet i din skriftstudiebog eller i dine skrifter ud for Moroni 10:32-33: Når vi kommer til Jesus Kristus, kan vi blive rensede og fuldkomne ved hans forsoning.

At komme til Kristus er en livslang proces, der begynder med at tro på ham og derefter ydmygt at søge hans indflydelse i vores liv. Processen fortsætter med at acceptere hans evangelium, acceptere ham som vor Frelser, omvende os, indgå pagt med ham gennem evangeliets ordinancer og holde trofast ud til enden ved at adlyde hans befalinger hele vores liv. Til sidst vil vi komme til Kristus, når vi er blevet, som han er, og så kan vi bo sammen med ham i evighederne.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sammenfattede Moronis sidste opfordring i Moroni 10:30-33 om at komme til Kristus:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Moronis [sidste vidnesbyrd fremhævede] tro på Kristus, håb i Kristus og Kristi næstekærlighed med en bøn om, at disse tre store kristne dyder, disse tre fuldendte kristne principper, vil føre os til renhed …

Den afsluttende, sidste og ensomme appel i vores religions slutsten og den mest korrekte bog, der nogensinde er skrevet, er ikke at røre det urene, det er at blive hellig og pletfri, at være ren. Og den renhed kan kun komme ved det Lams blod, som bar vore lidelser og sorger, det Lam der blev såret for vore overtrædelser og sønderknust for vore synder, det Lam der blev foragtet og plaget, men vi regnede ham ikke for noget (se Mosi 14) …

Renhed – ved Lammets blod. Det er det, [Mormons Bog handler] om« (»A Standard unto My People«, CES-symposium om Mormons Bog, 9. aug. 1994, s. 15, si.lds.org).

Gennemgå Moroni 10:32-33 og markér udtryk, der fremhæver, at den eneste måde, hvorpå vi kan blive fuldkommengjorte, er ved at blive fuldkommengjorte »i Kristus«. Det betyder, at vi ikke selv kan blive fuldkommengjorte, at vi må stole på kraften og nåden i Frelserens forsoning. Tænk over, hvorfor vi har brug for Jesu Kristi forsoning for at blive rene og fuldkomne. Du kan eventuelt markere udtryk i Moroni 10:32-33, som du synes er opmuntrende, når du stræber efter renhed og det evige mål fuldkommenhed.

Se tilbage på det, du skrev under »Det, som jeg kan gøre« i skemaet i din skriftstudiebog. Vælg en handling derfra og tænk over, hvordan du kan være mere flittig på det område af dit liv.

Læs Moroni 10:34 og se efter bevis på Moronis tro på Jesus Kristus og håb om at få evigt liv. Vi kan også have tro og håb, når vi gør studium af Mormons Bog til en livslang proces og anvender de sandheder, der står i den.

  1. Som afslutning på dette kursus om studium af Mormons Bog besvares følgende spørgsmål i din skriftstudiebog. Vær forberedt på at dele dine svar med din lærer:

    1. Hvilken forskel har studium af Mormons Bog i år gjort i dit liv?

    2. Hvilke lektioner eller principper har hjulpet dig til at »komme til Kristus« og styrket din tro på Frelseren?

    3. Hvad er dit vidnesbyrd om Mormons Bog?

  2. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Moroni 10:8-26, 30-34 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om:

Billede
Moroni gemmer pladerne i Cumorahøjen