Seminar
Mormon


Introduktion til Mormon

Hvorfor studere denne bog?

Når du studerer Mormons Bog, vil du lære værdifulde lektier af Mormon, der levede som Jesu Kristi trofaste discipel, selv om han hele sit liv var omgivet af »et vedvarende syn af ugudelighed og vederstyggeligheder« (Morm 2:18). Du vil også have gavn af at studere Moronis ord, Mormons søn, der vidnede for læsere i de sidste dage: »Jesus Kristus har vist jer for mig, og jeg kender jeres gerninger« (Morm 8:35). Ved at studere disse skrivelser kan du lære vigtigheden af at vælge at leve i overensstemmelse med befalingerne og pagterne i Jesu Kristi evangelium.

Hvem skrev denne bog?

Mormon skrev de første syv kapitler af denne bog som en kort beretning om den ugudelighed og de krige, der fandtes blandt nefitterne og lamanitterne på hans tid. Han lavede også »en fuldstændig beretning« om begivenhederne i hans livstid på Nefis store plader. (Se Morm 2:18; 5:9). Da Mormon var »omkring ti år gammel«, informerede optegnelsesføreren Ammaron ham om, at han ville ende med at have ansvaret for at optegne »alt det, som [han havde] lagt mærke til angående dette folk« (Morm 1:2, 4). Da han var omkring 24 år gammel, fik han Nefis plader i sin forvaring og lavede »en optegnelse i overensstemmelse med Ammarons ord« (Morm 2:17). Senere begyndte Mormon at forkorte Nefis store plader, der omfattede skrivelser fra profeter og optegnelsesførere fra Lehi til Ammaron. Nær afslutningen på sit liv »skjulte [Mormon] alle de optegnelser, der var blevet [ham] betroet ved Herrens hånd, i højen Cumora«, bortset fra nogle få plader, som han gav til sin søn Moroni (Morm 6:6). Han anførte derefter nefitterne i deres sidste store slag mod lamanitterne. Før Mormon døde, bad han Moroni om at færdiggøre sin optegnelse. Moroni tilføjede skrivelserne, der udgør kapitel 8-9 i denne bog.

Hvornår og hvor blev den skrevet?

Mormon skrev sandsynligvis Mormon 1-7 mellem 345 e.Kr. og 401 e.Kr. (se Morm 2:15-17; 8:5-6). Han færdiggjorde sine skrivelser efter det sidste store slag mellem nefitterne og lamanitterne ved Cumora (se Morm 6:10-11). Moroni skrev sandsynligvis Mormon 8-9 mellem 401 e.Kr. og 421 e.Kr., da han vandrede rundt for sit livs sikkerheds skyld (se Morm 8:4-6; Moro 1:1-3).