Seminar
Del 24, dag 4, 3 Nefi 11:1-17


Del 24, dag 4

3 Nefi 11:1-17

Indledning

Nogen tid efter den store ødelæggelse og de tre dages mørke samledes omkring 2.500 mænd, kvinder og børn omkring templet i landet Overflod (se 3 Ne 17:25). De hørte en røst, som de først ikke forstod. Da de prøvede at lytte, forstod de, at det var vor himmelske Faders røst, der præsenterede sin Søn, Jesus Kristus. Verdens Frelser viste sig. Jesus Kristus indbød folket til personligt en efter en at bevidne, at han var blevet slået ihjel for verdens synder, ved at de kunne føle sårene i hans side og naglemærkerne i hans hænder og fødder.

3 Nefi 11:1-7

Folket hører Faderens røst, der bekendtgør hans Søns tilsynekomst

Tag dette hæfte og en blyant med udenfor og lyt i 60 sekunder. Skriv så mange lyde ned, som du kan på den tilgængelige plads:

Sæt dernæst en stjerne ud for hver af de lyde, som du tror, det ville have været svært at høre, eller som du ikke ville have lagt mærke til, hvis du ikke havde prøvet at lytte. Gå derefter indenfor igen.

Kort efter den store ødelæggelse og mørket, der tilkendegav Jesu Kristi død, samledes folket ved templet i landet Overflod. Mens de talte om det, der havde fundet sted, oplevede de noget vidunderligt, som de i starten ikke kunne forstå. Læs 3 Nefi 11:1-3 og se efter, hvad folket havde svært ved at forstå. Du kan eventuelt markere, hvordan Guds røst er beskrevet, og den virkning røsten havde på dem, der hørte den.

Brug et øjeblik på at tænke over, hvordan karakteristikaene ved den stemme, folket hørte, er magen til de tilskyndelser, vi modtager fra Helligånden. Hvilke sandheder kan du lære af 3 Nefi 11:1-3 om, hvordan Herren og Helligånden ofte taler til os? En lærdom, som er illustreret i dette vers, er: Helligånden taler ofte til os med en stille, sagte stemme, som vi føler i vores hjerte.

Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan Herrens røst gennem Helligånden virker i vores sind og hjerte:

Billede
Præsident Boyd K. Packer

»Måske er den allerstørste ting, jeg lærte af at læse Mormons Bog, at Åndens røst kommer som en følelse, snarere end en lyd. I vil, ligesom jeg har lært, lære at ›lytte‹ efter den røst, som snarere føles end høres

Helligåndsgaven vil … vejlede og beskytte jer, og endda korrigere ens handlinger. Det er en åndelig stemme, der trænger ind i sindet, som en tanke eller en følelse, der indskydes i jeres hjerte« (»Råd til de unge«, Liahona, nov. 2011, s. 17-18).

  1. Tænk på et tidspunkt, hvor du har følt Herrens røst eller tilskyndelser fra Ånden i dit sind eller hjerte. Skriv i din skriftstudiebog om din oplevelse, og hvordan den føltes.

Nefitterne hørte røsten to gange, og de forstod den ikke. Læs 3 Nefi 11:4-7 og se efter, hvad nefitterne gjorde anderledes den tredje gang for at være i stand til at forstå røsten. Hvad tror du det betyder, at folket »åbnede deres ører for at høre« røsten? (3 Ne 11:5).

Præsident Boyd K. Packer kom med følgende råd om, hvad vi skal gøre for at lytte til og forstå Herrens røst gennem Helligånden. Markér ord eller udtryk, der hjælper dig til at vide, hvad du skal gøre eller undgå for bedre at høre Herrens røst gennem Helligånden.

»Ånden får ikke vores opmærksomhed ved at råbe. Den ryster os aldrig med hård hånd. Ånden hvisker. Den påvirker os så blidt, at hvis vi er optaget, så fornemmer vi den slet ikke.

Engang imellem vil Ånden tilskynde os tilstrækkeligt eller ofte nok til at få vores opmærksomhed; men min oplevelse er, at de fleste gange, hvis vi ikke giver agt på den blide følelse, hvis vi ikke lytter med disse følelser, så vil Ånden trække sig tilbage fra os og vente, indtil vi kommer og søger og lytter gennem vores opførsel og vores udtryk« (»How Does the Spirit Speak to Us?«, New Era, feb. 2010, s. 3).

Du kan eventuelt skrive følgende princip i dine skrifter ud for 3 Nefi 11:5-6 og i din skriftstudiebog: Når vi lærer at lytte til Herrens røst gennem Helligånden, vil vi være i stand til at forstå det, han fortæller os.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvad hjælper dig til at forberede dit sind og hjerte på at høre og forstå Herrens røst?

    2. Hvornår har du forstået kommunikation fra Herren, som du måske ville være gået glip af, hvis du ikke havde bestræbt dig på at høre det?

    3. Hvornår har du modtaget en tilskyndelse fra Helligånden mere end en gang, før du forstod og fulgte den?

3 Nefi 11:8-17

Jesus Kristus viser sig og indbyder folket til at komme en efter en og røre sine sår

Billede
Jesus Kristus viser sig for nefitterne

Prøv at se begivenhederne i 3 Nefi 11:8-10 for dig, når du læser dem.

  1. Når du tænker over, hvordan det må have været at være vidne til den opstandne Jesu Kristi tilsynekomst for folket i Mormons Bog, så skriv i din skriftstudiebog, hvad du måske ville have tænkt og følt, hvis du havde været der.

Ældste Jeffrey R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum talte om vigtigheden af Frelserens tilsynekomst for nefitterne:

»Den tilsynekomst og den erklæring udgjorde omdrejningspunktet, det største øjeblik i hele Mormons Bog. Det var den tilkendegivelse og erklæring, som havde oplyst og inspireret hver nefitisk profet i de foregående 600 år, for ikke at nævne deres israelitiske og jereditiske forfædre i tusinder af år før det.

Alle havde talt om ham, sunget om ham, drømt om ham og bedt om hans tilsynekomst – men her var han så rent faktisk. Dagenes dag! Den Gud, som gør hver mørk nat til morgenlys var kommet« (Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 250-251).

Husk, at de tilbageblevne nefitter og lamanitter for nylig havde oplevet forfærdelig ødelæggelse og tre dage med totalt mørke. Læs 3 Nefi 11:10-12 og se efter, hvad Jesus Kristus ønskede, at folket skulle vide om ham og om det, han havde gjort i sin jordiske tjenestegerning. Hvilke af Frelserens udtalelser tror du, at du ville have fundet størst trøst i at høre, hvis du havde været der? Tænk over, hvorfor den udtalelse ville have betydet så meget for dig. Du kan eventuelt markere det udtryk i dine skrifter, som betyder mest for dig.

Læs 3 Nefi 11:13-15 og markér det, som Jesus Kristus indbød folket til at gøre for at få den personlige kundskab, som han ønskede de fik om ham. Tænk over svarene på følgende spørgsmål: Hvad ønskede Frelseren ifølge 3 Nefi 11:14, at folket skulle vide ud fra denne oplevelse? Når man tænker på, at der var omkring 2.500 mennesker til stede (se 3 Ne 17:25), hvor lang tid har det så ikke taget? Hvad lærer det os om Frelseren?

Billede
En efter en
  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvorfor tror du, at Herren ønsker, at folket skulle se og føle ham »en efter en«? (3 Ne 11:15).

    2. Hvordan ville det påvirke dig at røre ved de sår, Frelseren fik, da han sonede for dine synder?

Overvej at skrive følgende sandhed i dine skrifter i nærheden af 3 Nefi 11:11-15 eller i din skriftstudiebog: Jesus Kristus indbyder mig til at få et personligt vidnesbyrd om, at han er min Frelser.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvor stærkt synes du, at dit personlige vidnesbyrd om Frelseren er? Hvordan er det vokset og blevet stærkere i den sidste tid?

    2. Hvilke oplevelser har ført til, at du har fået dit eget personlige vidnesbyrd om Frelseren, eller hvad kan du gøre for at få et stærkere vidnesbyrd?

    3. Hvordan kan du vide, at Frelseren er opmærksom på dig personligt?

Læs 3 Nefi 11:16-17 og se efter, hvad folket gjorde, da de havde haft denne personlige oplevelse med Frelseren. Det kan være en hjælp at forstå, at »Hosianna« er et udtryk, man bruger til at prise Herren.

Læs 3 Nefi 11:15 igen og find ud af, hvad folket gjorde, da de personligt havde følt Frelserens sår. Eftersom du ikke var der til personligt at mærke Frelserens sår, ligesom folket, der er beskrevet i 3 Nefi, var, hvordan kan du så vide, at Jesus er Kristus? (Se Joh 20:30-31; Moro 10:3-7; L&P 46:13-14 for mulige svar).

Færdiggør følgende udtalelse for at anvende 3 Nefi 11:15 på dig selv: Når jeg modtager et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus, har jeg et ansvar for at .

Tænk over, hvordan en person med et vidnesbyrd om Jesus Kristus kan aflægge vidnesbyrd om ham.

Præsident Boyd K. Packer har sagt følgende om vidnesbyrd: »Man kan ikke fremtvinge åndelige ting. Vi bliver ikke påtvunget et vidnesbyrd; det vokser. Og et vidnesbyrd er et vidnesbyrd, og det bør respekteres, hvad enten det er stort eller lille. Vi bliver større i vores vidnesbyrd, ligesom vi vokser i fysisk vækst og næsten ikke ved, at det sker, fordi det sker lidt efter lidt« (»How Does the Spirit Speak to Us?«, s. 3).

  1. Afslut denne lektion med at skrive dit vidnesbyrd om Jesus Kristus i din skriftstudiebog. Du kan eventuelt skrive om, hvad du har gjort for at få dit vidnesbyrd, eller hvad du planlægger at gøre for at styrke det. Hvis du bliver tilskyndet til det af Ånden, så læs det for en anden person eller lad dem selv læse det.

  2. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret 3 Nefi 11:1-17 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: