Seminar
Del 31, dag 4, Moroni 7:1-19


Del 31, dag 4

Moro 7:1-19

Indledning

Moroni nedskrev en prædiken, som hans far, Mormon, havde givet til sine »elskede brødre« mange år tidligere (Moro 7:2). Denne lektion dækker den første del af Mormons prædiken, som findes i Moroni 7. Den omhandler hans belæringer om at udføre retfærdige gerninger med oprigtig hensigt og hans forklaring på, hvordan vi kan skelne mellem godt og ondt. I næste lektion kommer du til at studere resten af Mormons prædiken i Moroni 7.

Moroni 7:1-10

Mormon belærer Jesu Kristi tilhængere om gerninger og hensigt

Billede
æble

Har du nogensinde opdaget, at noget ikke var så godt indeni, som det virkede til at være udenpå? Et eksempel kan være et stykke frugt, såsom et æble, der var surt eller overmodent. Skriv to eller tre eksempler, du kan komme i tanke om:

Tænk over, hvordan disse eksempler på noget, der virker godt udenpå, men i virkeligheden ikke er det, kan sammenlignes med menneskets ydre fremtoning og indre motiver. Moroni nedskrev sin fars, Mormons ord angående vores hjertes tilstand, når vi udfører retfærdige gerninger. Læs Moroni 7:2-3 for at finde ud af, hvem Mormon talte til.

Mormon henviste til sine brødre, som han omtalte som »Kristi fredsommelige tilhængere« (Moro 7:3). Studér Moroni 7:4-5 for at finde ud af, hvordan Mormon vidste, at disse nefitter var Frelserens sande tilhængere.

Tror du, at en person blot kan foregive at være retfærdig? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Mormon talte om dette emne i Moroni 7:6. Du kan eventuelt markere udtrykket »oprigtig hensigt«, når du studerer dette vers. Følgende forklaring af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum kan hjælpe dig til at forstå, hvad det betyder at have oprigtig hensigt. Understreg de dele af hans forklaring, som springer dig i øjnene.

»Vi skal ikke alene gøre det, som er rigtigt. Vi skal handle af de rette årsager. Den nutidige terminologi er gode motiver. Skrifterne henviser ofte til denne passende mentale holdning med ordene hjertets fulde oprigtighed eller oprigtig hensigt.

Skrifterne gør det klart, at Gud forstår vore motiver og vil dømme vore handlinger derefter« (Pure in Heart, 1988, s. 15).

Mormon beskrev resultatet af en person, der stræber efter at udføre gode gerninger uden oprigtig hensigt. Søg i Moroni 7:7-10 og find ud af, hvad der sker, når vi udfører retfærdige gerninger uden oprigtig hensigt. Af disse vers lærer vi, at for at blive velsignet for gode gerninger skal vi udføre dem med oprigtig hensigt i hjertet. Oprigtig hensigt omfatter at udføre gode gerninger ud af kærlighed til Gud og andre.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog: Hvilke forskelle har du bemærket, når du har udført gode gerninger med oprigtig hensigt modsat at gøre noget godt med en selvisk hensigt?

  2. Tænk over følgende scenarie for at hjælpe dig til bedre at forstå princippet om, at vi for at blive velsignet for gode gerninger skal udføre dem med oprigtig hensigt i hjertet: En ven, der har læst Mormons Bog, beder om din hjælp til at forstå Moroni 7:9 og siger: »Jeg læser, at hvis en person beder uden oprigtig hensigt, ›gavner [det] ham intet, for Gud modtager ingen sådan.‹ Jeg føler ofte, at jeg ikke beder med oprigtig hensigt. Bør jeg bare holde op med at bede?« Skriv i din skriftstudiebog, hvordan du vil besvare det spørgsmål, og forklar hvorfor.

Præsident Brigham Young gav dette nyttige råd om, hvordan vi kan få et ønske om at bede med oprigtig hensigt: »Det er ligegyldigt, om I eller jeg har lyst til at bede – når det er tid til at bede, så bed. Hvis vi ikke har lyst, bør vi bede, til vi får lyst!« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 45).

Tænk over, hvordan præsident Youngs råd kan relatere til at adlyde andre befalinger end bøn. At gøre det, der er rigtigt, kan ofte bringe et ønske om fortsat at adlyde den befaling af de rette årsager.

  1. Anvend Mormons belæringer om vigtigheden af at udføre gode gerninger med oprigtig hensigt ved at vælge en af følgende befalinger: Faste, tiendebetaling, tjeneste, skriftstudium, ære sine forældre, forblive moralsk ren (at forblive moralsk ren omfatter at være dydig ved brug af internettet og sociale medier. Det omfatter også ikke at gøre noget, der kan føre til seksuel overtrædelse). Besvar derefter følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan er du blevet velsignet, når du har forsøgt at adlyde den befaling med oprigtig hensigt?

    2. Hvilket råd vil du give dine kammerater om, hvordan man adlyder den befaling med oprigtig hensigt?

Moroni 7:11-19

Mormon belærer om, hvordan man skelner mellem godt og ondt

Hvordan kan vi vide, at noget er ondt uden at prøve det? Mormon rådgav os for at hjælpe os, når vi møder sådan en situation.

  1. Læs Moroni 7:11-13 og se efter, hvordan man skelner mellem godt og ondt. Du kan eventuelt markere de udtryk, der springer dig i øjnene. Sammenfat det, du lærer af disse vers, ved at færdiggøre følgende udtalelser i din skriftstudiebog:

    1. Det, som er af Gud …

    2. Det, som kommer fra Djævelen …

Mormon bekræftede, at Gud opfordrer og tilskynder os til altid at gøre godt. Bemærk, at Djævelen ifølge Moroni 7:12 også opfordrer og tilskynder os. Tænk over, hvordan Djævelen opfordrer og tilskynder dig til synd.

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum drøftede Satans motiver for at tilskynde os til altid at gøre ondt: »Satan, Lucifer eller løgnens fader – kald ham, hvad I vil – [findes] og er selve personificeringen af ondt. Hans motiver er i alle tilfælde ondsindede …. han [er] for evigt modstander af Guds kærlighed, Jesu Kristi forsoning og værket til fred og frelse. Han vil bekrige det, hvor og når som helst han kan. Han ved, at han i sidste ende vil lide nederlag og blive kastet ud, men han er fast besluttet på at tage så mange, som han overhovedet kan, med sig i faldet« (»Modigt må vi kæmpe«, Liahona, nov. 2011, s. 44).

  1. Forbered dig til at anvende Mormons belæringer om at skelne mellem godt og ondt ved i din skriftstudiebog at skrive flere af de fjernsynsshows, sange, musikgrupper, internetsider, videospil eller personlige ejendele, som du godt kan lide. (Du kan eventuelt ændre listen i forhold til dine interesser). Du kommer tilbage til denne opgave senere i lektionen.

Læs Moroni 7:15-17 og se efter sandheder, der vil hjælpe dig til at vide, hvordan du skelner mellem noget, der kommer fra Gud eller fra Djævelen.

Kristi ånd kaldes også for Kristi lys (se Moro 7:18). Præsident Boyd K. Packer, præsident for de Tolv Apostles Kvorum, gav denne forklaring, der kan hjælpe dig til bedre at forstå Kristi lys:

Billede
Præsident Boyd K. Packer

»Helligånden og Kristi lys er forskellige. Skønt de til tider beskrives med de samme ord i skrifterne, er de to forskellige og særskilte enheder …

Jo mere vi ved om Kristi lys, desto mere forstår vi livet, og desto større kærlighed får vi til hele menneskeheden …

Uanset om dette indre lys, denne kundskab om ret og uret, kaldes for Kristi lys, moral eller samvittighed, kan den få os til at beherske vore handlinger – selvfølgelig medmindre vi undertrykker eller kvæler den …

Enhver mand, kvinde eller barn fra ethvert land, trossamfund eller hudfarve – enhver, uanset, hvor de bor, eller hvad de tror på, eller hvad de gør – har i sig det uudslukkelige Kristi lys. Set i det lys er alle mennesker skabt lige. Det, at Kristi lys findes i enhver, er et vidnesbyrd om, at der ikke er personsanseelse hos Gud (»Kristi lys«, Liahona, apr. 2005, s. 8-10).

Døbte medlemmer af Kirken har også Helligåndsgaven for at hjælpe dem til at skelne mellem godt og ondt. Præsident Packer sagde: »Helligånden kan virke gennem Kristi lys« (»Kristi lys«, s. 10).

Søg i Moroni 7:18-19 for at finde Mormons råd om, hvordan vi skal reagere på Kristi lys inde i os. Du kan eventuelt markere ord eller udtryk i disse vers, der viser, at når vi flittigt søger at følge Kristi lys, kan vi skelne mellem godt og ondt.

Gå tilbage til den liste, du lavede i din skriftstudiebog i opgave 5. Tænk omhyggeligt over det, der står på din liste, og gransk »flittigt i Kristi lys« (Moro 7:19) for at beslutte, om det kommer fra Gud eller ej. Følgende spørgsmål kan være nyttige:

  • Hvor godt hjælper disse ting dig til at gøre godt, tro på Kristus, elske Gud og tjene ham?

  • Får nogle af disse ting dig til »at gøre ondt … ikke tro på Kristus … fornægte ham [eller] ikke tjene Gud«? (Moro 7:17).

  • Føler du, at du bør fjerne nogle af disse ting fra dit liv? Hvis ja, hvordan vil du gøre det?

Mormon gav løftet om, at når du vælger at fjerne noget fra dit liv, som ikke er godt, og søger at »gribe fat i alt godt«, så bliver du et af »Kristi børn« (Moro 7:19).

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Moroni 7:1-19 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: