Seminar
Del 9, dag 3, Jakob 1-2


Del 9, dag 3

Jakob 1-2

Indledning

Efter Nefis død begyndte nefitterne »i nogen grad [at] hengive sig til ugudelige skikke« under den nye konges regeringstid (Jakob 1:15). Nefis to yngre brødre, Jakob og Josef, var blevet indviet af Nefi til præster og folkets lærere, og de arbejdede flittigt på at formå folk til at omvende sig og komme til Kristus. Jakob adlød Nefis befaling om at optegne hellige lærdomme, åbenbaringer og profetier på de små plader. Tro mod sit gudgivne ansvar kaldte Jakob sit folk til omvendelse, advarede dem mod synderne stolthed, kærlighed til rigdomme og seksuel umoral. Han belærte om farerne og konsekvenserne ved disse tre fremherskende synder:

Jakob 1:1-2:11

Jakob advarer folket om deres ugudelighed

Tænk over, hvad du ville sige i følgende situation: En af dine venner i Kirken udtrykker en negativ holdning mod sine præstedømmeledere og siger: »Det virker ikke til, at de er i kontakt med den virkelige verden. De bliver ved med at advare om valg, der ikke har så stor betydning. Jeg ville ønske, at de ikke brugte så meget tid på at fortælle os om alle de dårlige ting, vi skal undgå. De skal kun tale om positive ting.«

Billede
Jakob underviser

Tænk over, hvorfor præstedømmeledere somme tider advarer mod synd. Jakob optegnede, at folket efter Nefis død (Jakob 1:9) begyndte at involvere sig i visse ugudelige skikke. Læs Jakob 1:15-16 og find frem til det, som folket foretog sig, som bekymrede Jakob.

Du kan eventuelt sætte cirkel om ordet begyndte i Jakob 1:15-16. Hvorfor er det en velsignelse at have præstedømmeledere, der advarer os om problemer, når eller endda før de optræder?

Læs Jakob 1:6-8 og find ud af, hvorfor Jakob og de andre ledere advarede Nefis folk mod synd. Hvorfor tror du, at præstedømmeledere i din familie, lige som lokale og andre præstedømmeledere advarer dig mod synd og underviser dig så flittigt i evangeliet? Du kan eventuelt markere udtryk i Jakob 1:7, der belærer om følgende sandhed: Præstedømmeledere arbejder flittigt for at hjælpe os til at komme til Kristus.

Læs Jakob 1:17-19 og se efter yderligere årsager til, at Jakob og hans bror Joseph arbejdede så flittigt på at undervise folket.

Hvad tror du, det betyder at modtage et »ærinde af Herren« (Jakob 1:17)?

Du kan eventuelt markere alle andre udtryk, der underviser i følgende princip: Præstedømmeledere har et gudgivent ansvar for at undervise om Guds ord og advare imod synd.

Tænk et øjeblik over, hvorfor det er vigtigt at forstå, at kirkeledere holdes ansvarlige for deres indsats med at undervise os om det, Herren ønsker, vi skal vide.

Læs Jakob 2:1-3, 6-7, 10-11 og se efter udtryk, der viser, hvad Jakob følte for sin vanskelige opgave med at kalde sit folk til omvendelse.

  1. Tænk over, hvad følgende udtryk lærer dig om Jakobs motivation for at udføre denne vanskelige opgave: »I dag er jeg tynget af meget større omsorg og ængstelse for jeres sjæls velfærd« (Jakob 2:3) og »jeg [må] handle i overensstemmelse med Guds strenge befaling« (Jakob 2:10). Skriv et svar på følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvornår har du følt en præstedømmeleders kærlighed til og omsorg for dig?

    2. Hvornår har du følt, at en præstedømmeleders ord eller handlinger var inspireret af Gud for at hjælpe dig?

Tænk igen over den situation, der blev præsenteret i begyndelsen af lektionen. Tænk over, hvordan du ville svare din ven på baggrund af det, du har studeret i dag.

Jakob 2:12-21

Jakob revser sit folk for deres stolthed

For at hjælpe dig til at forberede dig til at studere det, som Herren befalede Jakob at undervise i, tænk da over de velsignelser, Herren har givet dig på følgende områder: Familie, venner, kirkeledere og lærere, kunstneriske og musikalske evner, evner inden for sport, talenter, uddannelse, muligheder for udvikling, evangelisk kundskab og materielle goder. Tænk på andre måder, hvorpå Herren har velsignet dig.

Læs Jakob 2:12-13 og find det, som nefitterne efterstræbte. Bemærk, at Jakob sagde, at »forsynets hånd« havde velsignet nefitterne med rigdomme. Dette udtryk henviser til vor Fader i himlen.

  1. Skriv i din skriftstudiebog, hvorfor det er vigtigt for dig at huske, at Herren har givet dig de velsignelser og evner, som du har.

Hvis vi ikke er påpasselige, kan vi lade os selv blive løftet op i stolthed, efter vi har modtaget de velsignelser, vi søger, ligesom nefitterne. Skriv i det tomme felt herunder, hvad du tror, det betyder at blive »indbildske i hjertets stolthed«.

Hvad sagde Jakob ifølge Jakob 2:13, at der var årsag til nefitternes stolthed?

Tænk på en nutidig person eller gruppe mennesker, der behandler andre dårligt, ignorerer eller forfølger dem, fordi de selv »har fået mere rigeligt,« end dem, de behandler dårligt (Jakob 2:13). Fordi nogle mennesker har flere penge, flere venner, større evner inden for sport eller endda en større kundskab om evangeliet end andre, kan de fx fejlagtigt tro, at de er bedre end andre eller endda forfølge dem. Tænk over, om der har været et tidspunkt i dit liv, hvor du har opført dig stolt.

Læs Jakob 2:17-21 og markér udtryk, der kan hjælpe dig til at overvinde stolthed.

  1. Skriv i din skriftstudiebog to eller flere udtryk, som du har fundet i Jakob 2:17-21, og forklar, hvordan disse udtryk kan hjælpe dig til at overvinde stolthed. Nogle af følgende spørgsmål kan være nyttige at overveje, når du udfører denne opgave: Hvad tror du, at det betyder at søge Guds rige? At få håb i Kristus? Hvordan vil det påvirke dit syn på andre og den måde, du behandler dem på, at du søger Guds rige og får håb i Kristus?

Forestil dig, at din mor, far eller leder spørger dig, hvad du har studeret i dag. Skriv et princip ned fra Jakob 2:17-21, som du kan bruge til dem som svar.

Et princip i Jakob 2:17-21 er: Vi bør søge Guds rige frem for alle andre interesser.

  1. Skriv i din skriftstudiebog en måde, hvorpå du kan bruge de velsignelser og muligheder, som Herren har givet dig, til at hjælpe med at opbygge Guds rige og velsigne andre.

Jakob 2:22-30

Jakob revser sit folk for seksuel umoral

Præsident Ezra Taft Benson kom med følgende udtalelse. Gæt, hvilke to ord der skal stå i de tomme felter:

»Den mest ondartede synd i denne generation er « (»Rensning af karrets inderside«, Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 3; se det rigtige svar sidst i lektionen).

Læs Jakob 2:22-23, 28 og markér udtryk, Jakob bruger til at beskrive alvoren ved seksuel umoral. Det kan være nyttigt at forstå, at ordet utugtigheder henviser til seksuelle synder.

Billede
Ældste Richard G. Scott

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede nogle handlinger, der bryder Herrens kyskhedslov: »Enhver seksuel intimitet uden for ægteskabet – jeg mener enhver bevidst kontakt med et andet menneskes hellige og intime dele med eller uden tøj på – er en synd og er forbudt af Herren. Det er også overtrædelse bevidst at stimulere følelser i sit eget legeme« (»Træf de rigtige valg«, Stjernen, jan. 1995, s. 36).

Homoseksuelle handlinger og pornografi bryder også Herrens kyskhedslov.

Bemærk, hvordan nefitterne forsøgte at undskylde deres synder, som der står i Jakob 2:23-24. Brug et øjeblik på at tænke over, hvordan mennesker forsøger at undskylde seksuel umoral i dag.

En af nefitternes synder var den ikke godkendte udøvelse af flerkoneri. Jakob underviste i Herrens befaling om, at en mand kun bør være gift med én hustru (se Jakob 2:27). At have mere end en hustru uden Herrens godkendelse gennem hans udvalgte præstedømmeleder er et eksempel på en seksuel synd. I Guds øjne er seksuelle synder meget alvorlige (se Alma 39:5).

Herrens folk er kun godkendt til at udøve flerkoneri, når Herren befaler det (se Jakob 2:30). På visse tidspunkter i verdenshistorien har Herren befalet sit folk at udøve flerkoneri. Flerkoneri blev fx udøvet i Det Gamle Testamente af Abraham og Sara (se 1 Mos 16:1-3; L&P 132:34-35, 37) og deres barnebarn Jakob (se L&P 132:37), og det blev udøvet på et tidspunkt i den genoprettede kirkes første tid og begyndte med profeten Joseph Smith (se L&P 132:32-33, 53). Gud befalede dog sin profet Wilford Woodruff at afslutte udøvelsen af flerkoneri (se Officiel erklæring 1 i L&P).

Læs Jakob 2:31-35 og markér udtryk, der viser nogle af de negative konsekvenser ved seksuel synd.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvordan påvirker seksuel umoral familien ifølge Jakob?

    2. Nogle unge kan rationalisere sig frem til, at de kan være seksuelt umoralske, fordi de ikke er gift og derfor ikke er deres ægtefælle utro, og de har ikke børn. Hvordan kan seksuel umoral påvirke en teenager og vedkommendes familie?

    3. Hvorfor tror du, at Herren betragter umoral som så alvorlig en synd?

Gennemgå begyndelsen af Jakob 2:28 og markér det, som Herren fryder sig ved (bemærk, at selvom Jakob især nævnte kvinder i dette vers, er det lige så sandt, at Herren fryder sig ved kyske mænd). Dette vers belærer om princippet: Herren fryder sig ved kyskhed.

På baggrund af det, du har lært i dag, tænk da over, hvorfor Herren fryder sig ved sine børns kyskhed. Tænk på din familie og på den familie, som du håber på at få i fremtiden. Hvordan vil det velsigne dig og dem at efterleve Herrens kyskhedslov? Tænk over, hvordan de valg, du træffer for at være kysk og ren, fryder Herren.

Du kan forblive ren. Hvis du allerede har syndet mod kyskhedsloven, kan du omvende dig og blive ren gennem Jesu Kristi forsoning. Søg Helligåndens vejledning, når du tænker over en måde eller flere måder, hvorpå du bedre kan beskytte dig mod at bryde kyskhedsloven. Hvis du har begået en seksuel overtrædelse, så gør alt, hvad der er nødvendigt, deriblandt at mødes med din biskop eller grenspræsident for at bekende, hvad du har gjort i forbindelse med at bryde Herrens kyskhedslov.

Billede
O min Fader
  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Jakob 1-2 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om:

Svaret på de manglende ord i citatet i begyndelsen af denne lektion: Præsident Benson sagde: »Den mest ondartede synd i denne generation er seksuel umoral.«