Seminar
Del 28, dag 3, Mormon 3-6


Del 28, dag 3

Mormon 3-6

Indledning

Efter nefitterne havde generobret deres land fra lamanitterne, begyndte de igen at forberede sig på kamp. Mormon bønfaldt nefitterne om at omvende sig, men i stedet pralede de af deres egen styrke og svor hævn over deres faldne brødre. Eftersom Herren havde forbudt sit folk at søge hævn, afviste Mormon at lede deres hær, og de blev besejret. Da nefitterne fremturede i ugudelighed, udøste Gud sine straffedomme over dem, og lamanitterne begyndte at udrydde dem fra jorden. Til sidst vendte Mormon tilbage for at lede nefitterne i kamp, men fordi de nægtede at omvende sig, blev de tilintetgjort af lamanitterne. Mormon sørgede over deres fald og uvillighed til at vende tilbage til Jesus Kristus. Han profeterede, at optegnelsen om folket ville komme i de sidste dage, og han opfordrede dem, der ville læse den, til at omvende sig og forberede sig på deres egen dom foran Gud.

Mormon 3-4

Da nefitterne bliver mere og mere ugudelige, nægter Mormon at lede deres hære, og lamanitterne begynder at udrydde nefitterne fra jorden

Har du nogen sinde følt, at Herren ønskede, at du ændrede noget i dit liv? Tror du, at han har opfordret eller hjulpet dig til at ændre noget i dit liv, uden at du indså det?

På Mormons tid indså eller værdsatte nefitterne ofte ikke, hvordan Herren påvirkede deres kampe med lamanitterne. Efter at nefitterne havde indgået en traktat med lamanitterne og gadiantonrøverne, lod Herren dem opleve 10 år uden konflikter. I løbet af de år forberedte de sig fysisk på kommende angreb (se Morm 2:28; 3:1).

Læs Mormon 3:2-3 og se efter en endnu vigtigere måde, som Herren ønskede, at nefitterne forberedte sig selv på lamanitternes angreb. Hvordan reagerede nefitterne? Hvorfor havde Herren ifølge Mormon 3:3 skånet nefitterne i deres seneste kampe på trods af deres ugudelighed?

Som der står i Mormon 3:4-8, beskyttede Herren nefitterne to gange mere i kamp. En lærdomsmæssig sandhed, vi kan lære af Herrens forhold til de ugudelige nefitter, er, at Herren i sin barmhjertighed giver os rigelige muligheder for at omvende os fra vores synder. Disse muligheder er bevis på Guds tålmodighed og venlighed og hans ønske om, at alle hans børn lever på en måde, der gør dem værdige til forsoningens velsignelser.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog (du kan eventuelt besvare dem i din dagbog, hvis svarene er hellige eller fortrolige):

    1. Hvordan har Herren opfordret dig til at omvende dig og givet dig mulighed for at gøre det? Hvad lærer det dig om hans natur?

    2. Hvad kan du gøre for at undgå at ignorere eller forhærde dit hjerte mod denne opfordring, som nefitterne gjorde i Mormon 3:3?

Muligheder og invitationer fra Herren om at foretage ændringer i dit liv kan komme oftere, end du tror. De kan fx komme, når du deltager i nadveren, eller når du føler en tilskyndelse fra Helligånden til at forbedre dig selv eller tjene andre. Når du ser efter disse muligheder og reagerer ved at foretage ændringerne med det samme, inviterer du Herrens forløsende kraft ind i dit liv. For at hjælpe dig til at forstå nefitternes modstand mod Herrens forsøg på at nå dem, læs da Mormon 3:9-10 og se efter, hvordan de reagerede på deres mange sejre over lamanitterne. (Når du læser, kan det være nyttigt at vide, at ordet hævne i vers 9 betyder at få hævn på grund af en forurettelse).

Hvordan reagerede nefitterne efter deres sejre over lamanitterne? Læs Mormon 3:11-13 og find Mormons reaktion på hærens ed om at søge hævn.

Mormon havde ledt de nefitiske hære i mere end 30 år på trods af deres åbenbare ugudelighed. Hvad lærer Mormons afvisning af at lede hæren på det tidspunkt os om alvoren i at søge hævn?

Læs Mormon 3:14-16 og markér udtryk, der udtrykker det, Herren lærte Mormon om hævn. En sandhed, vi kan lære af disse vers, er, at Herren forbyder os at søge hævn.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Har du nogen sinde ønsket at hævne dig eller at komme efter nogen for noget, den person gjorde mod dig? Hvorfor tror du, at det er en farlig eller dårlig løsning? Hvem tror du bliver mest skadet af din tørst efter hævn?

    2. Hvorfor bør vi overlade dom og hævn i Herrens hænder i stedet for selv at påtage os det?

Selvom vi ved, at vi bør tilsidesætte vore ønsker om hævn og har ønsket om at gøre det, kan det ofte være udfordrende at overvinde disse følelser, når de opstår. Læs følgende råd fra præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab og markér de udtryk, der hjælper dig til at vide, hvad du kan gøre for at overvinde ønsker om hævn, når du får dem:

Billede
Præsident James E. Faust

»Vi skal kunne genkende og anerkende, når vi føler vrede. Det kræver ydmyghed, men hvis vi knæler ned og beder vor himmelske Fader om tilgivelsens ånd, vil han hjælpe os. Herren forlanger, at vi ›tilgiver alle mennesker‹ (L&P 64:10) for vores eget bedste, for ›had hæmmer åndelig vækst‹ (Orson F. Whitney, Gospel Themes, 1914, s. 144). Kun når vi befrier os fra had og bitterhed, kan Herren udøse fred i vores hjerte …

Når en tragedie rammer, bør vi ikke reagere ved at søge personlig hævn, men snarere lade retssystemet gå sin gang og selv give slip. Det er ikke let at slippe det og rense sit hjerte for betændt bitterhed. Frelseren har gennem forsoningen tilbudt os alle en dyrebar fred, men den kan kun blive vores, når vi er villige til at smide alle negative følelser af vrede, nag eller hævngerrighed væk. Forsoningen giver alle os, der tilgiver ›dem, der overtræder mod os‹ (JSO, Matt. 6:13), det gælder selv dem, som har begået alvorlige forbrydelser, et mål af fred og trøst« (»Tilgivelsens helbredende kraft«, Liahona, maj 2007, s. 69).

Tænk over, hvordan du kan anvende dette råd til at give slip på nag, vrede eller uvenlige følelser, som du eventuelt føler for andre.

Efter Mormon nægtede at lede de nefitiske hære, vendte han sin opmærksomhed mod at skrive til dem, der ville læse hans ord i de sidste dage. Han ønskede, at vi alle omvender os og forbereder os på at »stå for Kristi dommersæde« (se Morm 3:18-22).

Læs Mormon 4:1-2 og se efter, hvad der skete med den nefitiske hær, da den søgte at hævne sig på lamanitterne. Læs Mormon 4:4 og se efter, hvorfor de nefitiske hære ikke vandt. Læs Mormon 4:5 og find eventuelle sandheder om resultatet af at modstå ugudelighed. Hvad fandt du ud af?

En af de sandheder, du kan have set, er, at Guds straffedomme rammer de ugudelige. »Det er [ofte] ved de ugudelige, at de ugudelige bliver straffet« (Morm 4:5). De ugudelige afviser Guds hjælp og nægter at søge hans guddommelige beskyttelse. Læs Mormon 4:11-14, 18 og se efter, hvordan Guds straffedomme blev udøst over nefitterne.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvad er efter din mening det mest bedrøvelige ved nefitternes situation i Mormon 3-4?

    2. Hvordan kan de lærdomme eller sandheder, du har studeret indtil videre, sættes i forbindelse med hinanden? (Overvej forholdet mellem omvendelse, hævn og Guds straffedomme).

Tænk over, hvordan Herren vil have dig til at anvende disse sandheder.

Mormon 5-6

Mormon beslutter igen at lede den nefitiske hær, men lamanitterne sejrer, og Mormon sørger over udryddelsen af sit folk

Er der forskel på den sorg, der kommer ved en persons død, afhængig af om vedkommende har levet et retskaffent eller et ugudeligt liv? Hvad tror du, forskellen er?

Efter at have nægtet i mere end 13 år at lede de nefitiske hære tog Mormon igen kommandoen. Han ledte dem dog uden håb, fordi folket nægtede at omvende sig og påkalde Herrens hjælp. Efter at have modstået nogle lamanitiske angreb flygtede nefitterne. De, der ikke kunne flygte hurtigt nok, blev udryddet. Mormon skrev et brev til den lamanitiske konge og anmodede om tid til, at nefitterne kunne samles til en sidste kamp (se Morm 5:1-7; 6:1-6).

Læs Mormon 6:7-11 og forsøg at forstå Mormons sorg, da han så sit folks udryddelse. Hvorfor tror du, at de, der lever ugudeligt, kan være bange for døden?

  1. Læs Mormon 6:16-22 og besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvorfor opfordrer profeter, ledere og forældre os så flittigt til at omvende os?

    2. Hvordan hjælper håbet om Herrens omfavnelse dig til at omvende dig? (Se Morm 6:17).

Tænk over, om der er noget, som Herren ønsker, du omvender dig fra lige nu i dit liv. Du kan eventuelt skrive om det i din dagbog og sætte dig mål for at opnå det.

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Mormon 3-6 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: