Seminar
Del 12, dag 4, Mosija 15-17


Del 12, dag 4

Mosija 15-17

Indledning

Optegnelsen med profeten Abinadis forkyndelse for kong Noa og hans præster fortsætter i Mosija 15-17. Han bar vidnesbyrd om Jesu Kristi rolle som Forløseren. En af Noas præster, Alma, troede på Abinadi. Kong Noa smed Alma ud af sit hof og fik Abinadi brændt på et bål. Abinadi var tro mod Gud i alle situationer.

Mosija 15-16

Abinadi belærer om Jesu Kristi rolle som Forløser

Brug nogle få minutter på at finde og sætte cirkel om ordene forløse, forløst og forløsning i Mosija 15-16. Gentagelsen af et ord i en skriftstedsblok viser ofte et vigtigt synspunkt i skribentens budskab. Se efter, hvad Abinadi forklarede om at være forløst, når du studerer i dag.

For at hjælpe dig til at forstå Jesu Kristi rolle som Forløser, kan du tænke over følgende illustration:

Billede
Stick Figure

Forestil dig, at du har brudt en lov og bliver dømt til den hårdeste mulige straf. Straffen indebærer måske store bøder, fængsel eller endda døden. Hvordan ville du have det, hvis du stod over for sådan en straf? Kan du tænke på en lovlig og ærlig måde at undgå denne straf?

Skriv Mig under ordet Synder og Retfærdighed under ordet Straf i illustrationen. Vi har alle på et eller andet tidspunkt brudt Guds love og skal møde retfærdighedens krav. Retfærdighedens krav kræver, at hver eneste synder får den straf, der er forbundet med synden.

Billede
Ældste Richard G. Scott

Læs følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum og markér de to konsekvenser ved at bryde Guds love: »Retfærdigheden kræver … at alle brudte love tilfredsstilles. Når du adlyder Guds love, bliver du velsignet, men man kan ikke optjene og gemme ekstra points til at tilfredsstille de love, du bryder. Hvis de forbliver ubetalte, kan de brudte love gøre dit liv elendigt og afholde dig fra at vende tilbage til Gud« (»Forsoningen kan sikre jeres fred og lykke«, Liahona, nov. 2006, s. 42).

Konsekvenserne ved at bryde Guds love omfatter elendighed og ikke at være i stand til at bo sammen med Gud. Læs Mosija 15:1, 7-9 og markér udtryk, der viser, hvordan Frelserens forsoning tilfredsstiller retfærdighedens krav.

Brug en ordbog til at finde definitioner på følgende ord:

Forløse (Mosi 15:1)

Forbøn (Mosi 15:8)

Mellem (Mosi 15:9)

Du kan eventuelt skrive en del af disse definitioner ud for versene.

Somme tider bliver folk forvirret over Abinadis beskrivelse af Jesus Kristus i Mosija 15:2-5 som (1) Guds Søn og (2) som Faderen. Følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarer Jesu Kristi guddommelige natur på denne måde: »Som Abinadi forklarede, blev Kristus ›undfanget ved Guds kraft‹ (Mosi 15:3) og har derfor Faderens kraft i sig. Udover det guddommelige forhold fungerer Kristus også som Faderen, da han er Skaberen af himlen og jorden (se Mosi 15:4), er faderen til vores åndelige genfødsel og frelse og er trofast i at ære – og derfor gør krav på kraften af – sin Faders vilje frem for sin egen« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 183-184).

Studér Mosija 15:5-7 og tænk over den pris, Jesus Kristus betalte for at forløse dig, eller stå mellem dig og retfærdighedens krav. Skriv i illustrationen ovenover Jesus Kristus mellem Synder og Straf.

Det er vigtigt at forstå, at Frelseren ikke sletter retfærdighedens krav, men står mellem retfærdighed og os. Når vi omvender os, tilfredsstiller han retfærdighedens krav ved at tage straffen på vore vegne.

  1. Lav følgende aktivitet i din skriftstudiebog:

    1. Skriv Dem, der vælger at blive forløst (Mosi 15:11-12; 16:13). Søg derefter i Mosija 15:11-12; 16:13 og se efter, hvem der bliver forløst. Beskriv det, du fandt.

    2. Skriv Dem, der nægter at blive forløst (Mosi 15:26-27; 16:2-5, 12). Søg derefter i Mosija 15:26-27; 16:2-5, 12 og se efter, hvorfor nogle mennesker ikke bliver forløst. Beskriv det, du fandt.

  2. Ved hjælp af det, du lærte i den foregående opgave, besvares følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvad afgør, hvem der bliver forløst fra deres synder?

    2. Hvad lærer du af modsætningen mellem Jesu Kristi »vilje« i Mosija 15:7 og »viljen« hos dem, der gør ondt i Mosija 16:12?

Jesus Kristus tilfredsstiller retfærdighedens krav for alle, som omvender sig. Den pris, som Frelseren betalte for os, er en meget personlig gave til dem, som vælger at omvende sig og gøre Faderens vilje. Læs Mosija 15:10 og markér udtrykket »skal han se sine efterkommere«.

Billede
Ældste Merrill J. Bateman

Læs Mosija 15:10-12 og følgende udtalelse af ældste Merrill J. Bateman, emeritusmedlem fra De Halvfjerds:

»Profeten Abinadi siger … ›at når hans sjæl er blevet bragt som et offer for synd, skal han se sine efterkommere‹ (Mosi 15:10). Abinadi siger så, at Frelserens efterkommere er profeterne og dem, som følger dem. For mange år siden tænkte jeg på Frelserens oplevelse i Getsemane have og på korset som steder, hvor en stor masse af synd blev hældt på ham. Ved hjælp af Almas, Abinadis, Esajas’ og andre profeters ord er mit syn dog ændret. I stedet for en upersonlig masse af synd forestiller jeg mig en række mennesker, da Jesus led for ›vore skrøbeligheder‹ (Hebr 4:15), ›[påtog sig] vore sygdomme … [bar] vore lidelser … [og blev] knust for vore synder‹ (Es 53:4-5).

Forsoningen var en fortrolig, personlig oplevelse, hvorved Jesus lærte, hvordan han kunne hjælpe hver enkel af os« (»Et mønster for alle«, Liahona, nov. 2005, s. 75-76).

Billede
Kristus i Getsemane
  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog:

    1. Hvad tror du, at det betyder at blive Kristi efterkommere? (Se Mosi 15:12).

    2. Hvad gør du for at sikre dig, at du bliver talt blandt Jesu Kristi efterkommere?

Du kan eventuelt gøre Mosija 15:10 personlig ved at skrive dit navn ved siden af »hans efterkommere« i den del af verset, du har markeret. Tænk et øjeblik over, hvad det betyder at have en Forløser, der har set og kender dig personligt.

Hvilke konsekvenser er der, hvis en person nægter at blive forløst? Se igen i Mosija 16:5. Hvad sker der i illustrationen fra tidligere i lektionen, hvis synderen forbliver i sin synd og nægter at omvende sig? Læs Lære og Pagter 19:16-17 for at opdage, hvad der vil ske med dem, der nægter at acceptere Frelserens forløsende handling gennem omvendelse.

Abinadi forklarede, at Jesu Kristi forløsning ikke blot omfatter at blive frelst fra synd, men også fra døden. Alle vil opstå, men nogle vil opstå før andre. Abinadi brugte udtrykket »første opstandelse« for at forklare, at de retfærdige og uskyldige opstår før de oprørske (se Mosi 15:21-22). De retfærdige bliver forløst fra døden i den første opstandelse, og de ugudelige må vente med at opstå til efter tusindårsriget (se L&P 76:85, 106).

  1. Tænk over de vers, du har studeret i Mosija 15. Forestil dig, at du havde muligheden for, at en budbringer overbringer en besked fra dig til Frelseren. Skriv, hvad du ville skrive i den besked på baggrund af det, som han har gjort for dig.

Frelseren ønsker at bringe os tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Han går i forbøn, formidler og beder på vore vegne. Frelseren har betalt retfærdighedens krav for os, hvis vi vil omvende os.

Mosija 17

Alma tror på Abinadi og bliver stødt ud, og Abinadi bliver slået ihjel

Har du nogen sinde været vidne til, at en person forsvarede det, der var rigtigt, når det var svært for ham eller hende at gøre det? Hvad var resultatet?

Da Abinadi afsluttede sit budskab, forsøgte en af præstene, Alma, at overbevise kongen om, at Abinadi havde talt sandt og skulle løslades. Kongen stødte Alma ud og sendte tjenere af sted for at dræbe ham. Alma gemte sig og skrev Abinadis ord ned.

Almas omvendelse er betydningsfuld. Eftersom han skrev Abinadis ord ned, er mange generationer og mennesker blevet velsignet. Frugterne af Almas omvendelse bliver tydeligere for dig, når du studerer de næste kapitler. Kongen og præstene sad i råd i tre dage, før de dømte Abinadi til døden (se Mosi 17:1-6, 13).

  1. Mosija 17:7-10 og Mosija 17:11-12 sammenligner Abinadis og kong Noas valg. Giv korte svar på følgende spørgsmål i din skriftstudiebog, når du har studeret disse vers:

    1. Hvilke af Abinadis sidste ord gjorde størst indtryk på dig?

    2. Hvorfor tror du, at Abinadis ord påvirkede kong Noa på den måde, som de gjorde?

    3. Hvilken slags indflydelse havde præstene på kong Noa?

    4. Hvordan inspirerer Abinadis eksempel dig til at være tro mod Gud i alle situationer?

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Vær stærk – stå fast i det som er ret. Vi lever i en tidsalder, hvor kompromis eller eftergivenhed hersker. I de situationer, vi dagligt konfronteres med, ved vi, hvad der er rigtigt, men under pres fra vore jævnaldrende og fra forførende stemmer fra dem, som vil overtale os, overgiver vi os. Vi går på kompromis. Vi giver efter. Vi overgiver os, og vi skammer os over os selv … Vi bliver nødt til at udvikle styrken til at følge vores overbevisning« (»Byg dit tabernakel«, Stjernen, jan. 1993, s. 49).

Skriv Jeg kan være tro mod Gud i alle situationer i dine skrifter ved siden af Mosija 17:9-12.

  1. Læs Mosija 17:20 for at gøre Abinadis moralske mod og personlige overbevisning mere personlig og færdiggør følgende udtryk i din skriftstudiebog: Jeg skal være tro mod Gud, når …

Tænk på et familiemedlem eller en ven, der kan have gavn af at høre det, du har lært og følt i dag, når du afslutter dagens lektion. Fortæl om muligt ham eller hende, hvad du har lært og om dit ønske om at være tro mod Herren i svære tider.

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Mosija 15-17 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: