Seminar
Del 1: Dag 1: Studium af skriften


Del 1, Dag 1

Studium af skriften

Indledning

Denne lektion er beregnet som en hjælp til at lære, hvordan du studerer skriften og indbyder Helligånden til at inspirere og undervise dig, når du studerer. Denne lektion vil også undervise dig i teknikker, der vil hjælpe dig til bedre at forstå skriften og anvende dens lære i dit liv. Søg måder, hvorpå du kan indbyde Helligånden i dit studium, imens du studerer denne lektion.

Lær gennem studium og tro

Forestil dig, at du ønsker at forbedre din fysiske form, så du beder en ven om at dyrke motion for dig. Hvor meget påvirker din vens motion din fysiske form? Sammenlign dette eksempel med din åndelig udvikling, på samme måde som en person ikke kan dyrke motion for en anden, kan man heller ikke lære evangeliet for en anden. Vi er alle ansvarlige for vores egen evangeliske læring og åndelige udvikling.

I Lære og Pagter 88:118 beskriver Herren, hvordan man kan lære evangeliet at kende. Idet du læser teksterne, skal du finde frem til, hvad du må gøre for at lære evangeliet at kende og færdiggør derpå følgende udtalelse: »Stræb efter at lære, ja, ved og også ved

Det kræver en individuel indsats at stræbe efter at lære ved studium og ved tro. Din indsats ved bønsomt studium af evangeliet vil bringe Helligånden ind i læringsprocessen. Noget af det, du kan gøre i din indsats for at studere evangeliet, er at bede om forståelse, udføre dine seminaropgaver, bære dit vidnesbyrd og fortælle andre om dine oplevelser med at efterleve evangeliet og anvende det, du har lært.

En absolut nødvendig ting, du kan gøre for at indbyde Helligånden til at være en del af din åndelige læring, er dagligt at studere skriften. Dagligt skriftstudium hjælper dig til at høre Herrens røst tale til dig (se L&P 18:34-36). Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har lovet: »Når vi ønsker, at [Gud] skal tale til os, gransker vi skrifterne, for hans ord kommer gennem hans profeter. Han vil derefter undervise os, når vi lytter til Helligåndens tilskyndelser« (»De hellige skrifter: Guds kraft til vores frelse«, Liahona, nov. 2006, s. 27).

Når du læser skriften og byder Helligånden ind i dit studium, modtager du velsignelserne ved større åndelig udvikling, Guds nærhed, større åbenbaring i dit liv, større styrke til at modstå fristelse og en større vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium.

Studium af skriften

Præsident Marion G. Romney fra Det Første Præsidentskab identificerede et af hovedformålene med skriften, da han sagde: »Skriften er blevet skrevet for at bevare principper til vores gavn« (»Records of Great Worth«, Ensign, sep. 1980, s. 4). Vi lærer evangeliets principper og læresætninger, når vi studerer skriften. Disse principper og læresætninger vil vejlede os, når vi bruger dem i vores liv.

Billede
ædelsten

At finde de uvurderlige principper og læresætninger i skriften kræver hårdt arbejde og øvelse. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede skriftstudium med arbejdet med at grave efter værdifulde ædelstene: »Find sandhedens diamanter, der undertiden skal graves omhyggeligt frem fra skriftens sider« (»Four Fundamentals for Those Who Teach and Inspire Youth«, i Old Testament Symposium Speeches, 1987, 1988, s. 1). Processen med at studere eller grave i skriften består af tre vigtige punkter: (1) vi må forstå skriftens baggrund og situation, (2) vi må finde de principper og læresætninger, der bliver undervist i og (3) vi må anvende disse sandheder i vores eget liv.

  1. Besvar følgende spørgsmål i din skriftstudiebog: Hvilke ligheder er der mellem en minearbejder, der graver efter diamanter, og en person, der søger i skriften efter evangeliske principper og anvender dem i sit liv?

Forstå baggrunden for og situationen i et skriftsted

At forstå baggrunden for og situationen bag et skriftsted forbereder dig på at genkende det evangeliske budskab, som det indeholder. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Bliv bekendt med de lektier, skrifterne lærer os. Lær baggrunden og situationen at kende … Studér dem, som om de talte til jer, for det er sandhed« (se »Vær dit bedste«, Liahona, maj 2009, s. 68).

Når man læser skriften, er det en fordel at stille spørgsmål som: »Hvem skrev disse vers?« »Hvem er de skrevet til?« »Hvad sker der i denne beretning?« og »Hvorfor skrev skribenten disse vers?« Kapitelresumeer (et resumé i kursiv i begyndelsen af hvert kapitel) giver et overblik over hovedbegivenhederne i kapitlet og besvarer ofte disse spørgsmål.

Det hjælper også, når man skal slå svære eller ukendte ord op i en ordbog. Når en sætning eller et skriftsted er utydelig, kan en eventuel fodnotehenvisning hjælpe dig til bedre at forstå det.

Som en øvelse i at anvende disse værktøjer kan du læse 3 Nefi 17:1-10 og finde svar på følgende spørgsmål: Hvem taler? Hvem taler han til? Hvad sker der? Husk at kigge i kapiteloverskriften for at få et hurtigt overblik over de begivenheder, der finder sted.

  1. Besvar ved hjælp af fodnoten i 3 Nefi 17:1 følgende spørgsmål i din skriftstudiebog: Hvad mente Jesus, da han sagde: »Min tid er for hånden«?

  2. Skriv i din skriftstudiebog og med dine egne ord, hvad der skete, da Frelseren forberedte sig på at forlade mængden. Hvorfor blev han? Hvad gjorde han for folket?

Find frem til læresætningerne og principperne.

Læresætninger og principper er evige, uforanderlige evangeliske sandheder, der giver os vejledning i livet. Profeter underviser os i disse sandheder gennem begivenheder, historier eller prædikener, som de har nedskrevet i skrifterne.

Når du først forstår baggrunden for og situationen i forbindelse med en passage i skriften, så er du forberedt til at identificere de læresætninger og principper, der undervises i. Ældste Richard G. Scott har beskrevet en nyttig måde at forstå principper på: »Principper er koncentreret sandhed, pakket til brug under mange forskellige forhold. Et sandt princip gør beslutninger tydelige, selv under de mest forvirrende og tvingende omstændigheder. Det er værd at gøre sig store anstrengelser for at sammenfatte de sandheder, som vi samler sammen, til enkelt udtrykte principper« (Stjernen, jan. 1994, s. 86).

Nogle evangeliske principper illustreres tydeligt ved anvendelse af vendinger som »således ser vi« eller »alligevel«. De fleste principper bliver dog ikke oplyst direkte. De bliver i stedet illustreret gennem folks liv i skrifterne. Disse læresætninger og principper kan findes ved at stille dig selv spørgsmål som: »Hvad er denne beretnings morale eller pointe?«, »Hvorfor medtog skribenten denne beretning eller begivenhed?«, »Hvad havde skribenten til hensigt, at lære os?« og »Hvilke sandheder bliver der undervist om i denne passage af skriften?«

  1. Du kan som en øvelse i at identificere principper og læresætninger, der omtales i 3 Nefi 17:1-10 skrive et svar for hver aktivitet a eller b i din skriftstudiebog. Husk at læse kapitelresumeet, der giver et hurtigt overblik over kapitlet.

    1. Hvem taler i disse vers? Hvem taler han til? Hvad er moralen eller hensigten med 3 Nefi 17:1-10?

    2. Nævn nogle ting, som forfatteren til vers 1, 5-6 og 9-10 mente, at vi skulle lære fra denne beretning? Hvad er nogle væsentlige sandheder, som du har lært i disse vers?

En evangelisk sandhed, som du måske har identificeret i disse vers, er: Herren svarer på vores oprigtige ønske om at komme ham nærmere.

Anvend læresætninger og principper

Når du har identificeret de evangeliske læresætninger og principper, er du klar til at handle og gøre noget med dem. Når du handler på det, du har lært, vil du mærke Helligånden vidne om sandheden af princippet (se Moro 10:4-5). Enhver lektion, der bliver undervist i hjemme, til seminar og i Kirken samt i hver Pligt mod Gud-aktivitet og Personlig fremgang-opgave, har til hensigt at hjælpe os til at handle i henhold til det, vi er blevet undervist i.

Billede
Præsident Thomas S. Monson

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Målet med evangelisk undervisning … er ikke at ›fylde oplysninger‹ i hovedet på eleverne … Målet er at inspirere den enkelte til at tænke over, få en fornemmelse af og derpå efterleve evangeliske principper« (i Conference Report, okt. 1970, s. 107).

Som hjælp til at bruge de principper, du lærer, kan du stille spørgsmål som fx: »Hvad ønsker Herren, jeg skal gøre med denne viden?« »Hvilke åndelige tilskyndelser modtog jeg som hjælp til at forbedre mig?« »Hvilken forskel kan dette princip gøre i mit liv?« »Hvad kan jeg begynde eller ophøre med nu for at leve i henhold til denne sandhed?« »Hvordan bliver mit liv bedre, hvis jeg gør det, som dette skriftsted lærer mig?«

  1. Skriv i din skriftstudiebog et kort afsnit, der beskriver, hvordan du kan bruge et princip eller en læresætning, som du har lært fra 3 Nefi 17:1-10.

Teknik og metoder til skriftstudium

Brugen af følgende studieteknikker og -metoder kan hjælpe dig til at forstå baggrunden for skriftsteder og identificere og anvende de læresætninger og principper, der belæres om. Disse metoder bliver nævnt gennem hele hæftet. Læs om hver teknik og vælg én eller to, som du mener, du har brug for at bruge oftere i dit personlige skriftstudium.

Årsag og virkning. Se efter sammenhænge som hvis-så og fordi-derfor. Eksempler: 2 Nefi 13:16-26; Alma 34:33.

Krydshenvisning. Gruppér, sammenkæd eller saml skriftsteder for at tydeliggøre betydning og forståelse. Sammenlign fx Mosija 11:2-6, 14 og 5 Mosebog 17:14-20. Du kan også bruge fodnoter til at finde krydshenvisninger i skriften. Eksempel: 3 Nefi 12:28-29, fodnote 28a, henviser til Lære og Pagter 42:23.

Fastslå situationen. Forklar hvem, hvad, hvornår og hvor ved begivenheder i skriften. Eksempel: Alma 31:1, 6-11; 32:1-6 oplyser om situationen i Alma 32:21-43.

Nøgleord. Ord og vendinger som »alligevel« eller »således ser vi« er opfordringer til at standse op og søge forklaringer på det, der lige er blevet sagt. Eksempler: Alma 30:60; Helaman 6:35-36; 3 Nefi 18:30-32.

Understregning af skriftsteder. Fremhæv, sæt ring om eller understreg vigtige ord og vendinger i dine skrifter, der giver særlig mening i verset. Skriv også kortfattet vigtige tanker, følelser, indblik eller principper i margenen. Dette vil hjælpe dig til at huske, hvad der gjorde skriftstedet vigtigt for dig.

Erstat navn. Indsæt dit navn i stedet for et navn i skrifterne. Eksempel: Indsæt dit navn i stedet for Nefis i 1 Nefi 3:7.

Overvejelse. At overveje er at tænke dybt over noget. Overvejelse involverer at stille spørgsmål og vurdere det, du ved, og det, du har lært. Overvejelse fører ofte til at vide, hvordan du kan anvende et princip i dit liv.

Gentagne ord. Ord eller vendinger, der gentages, kan være vigtige at lægge mærke til for læseren. De er fingerpeg om, hvad forfatteren følte, der var vigtigt. Eksempler: Ordet forfærdelig i 2 Nefi 9:10, 19, 26-27, 39, 46-47; ordet husk i Helaman 5:6-14.

Kontraster i skriften. Lejlighedsvis anbringer profeterne beretninger om forskellige mennesker, ideer eller begivenheder ved siden af hinanden i skrifterne. Kontrasten mellem de to gør det nemmere at identificere og forstå, at nu bliver man undervist i vigtige evangeliske principper. Se efter kontraster i enkelte vers, skriftstedsblokke eller kapitler. Eksempler: 2 Nefi 2:27; Alma 47-48.

Skriftstedslister Det at finde lister i skriften kan hjælpe dig til bedre at forstå det, som Herren og hans profeter underviser i. Når du finder lister, kan du eventuelt nummerere hvert element. Eksempel: Listen over ugudelige skikke blandt nefitterne i Helaman 4:11-13.

Symbolik i skrifterne. Ord som som eller sammenlignet ved hjælper os til at identificere symboler. Prøv at finde ud af, hvad symbolet står for. Brug fodnoterne og Guide til Skrifterne som en hjælp til at finde meningen med symbolet. Eksempel: Sammenlign Jakob 5:3, 75-77 med Jakob 6:1-7.

Visualisering. Forestil dig i dit sind, hvad der sker, mens du læser. Stil spørgsmål om begivenheden og forestil dig, at du er til stede, når det sker. Eksempel: Prøv at visualisere det, der sker i Enosh 1:1-8.

Orddefinitioner. Skrifterne bruger ofte ord, vi ikke kender. Når du støder på et ukendt ord, så brug Guide til Skrifterne, fodnoter eller en almindelig ordbog til at finde ordets betydning.

  1. Vælg og brug en af teknikkerne fra det foregående afsnit »Teknik og metoder til skriftstudium«. Skriv i din skriftstudiebog, hvordan den teknik har hjulpet dig i dit personlige skriftstudium.

  2. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret lektionen »Studium af skriften« og blev færdig den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: