Seminar
Del 21, dag 2: Alma 50-52, 54-55


Del 21, dag 2

Alma 50:52, 54-55

Indledning

Hærføreren Moroni fortsatte med at hjælpe sit folk med at beskytte sig ved at forstærke deres byer. Nefitterne klarede sig godt imod lamanitterne indtil oprør og ugudelighed begyndte at svække dem. På trods af Moronis bestræbelser på at forene og forsvare folket, så mistede nefitterne mange byer på grund af indbyrdes strid. Til sidst generobrede Moroni, Teankum og Lehi byen Mulek og besejrede en af lamanitternes største hære. Lamanitternes ugudelige leder Ammoron forsøgte at forhandle en udveksling af fanger, men Moroni befriede de nefitiske fanger uden blodsudgydelse. Moroni stod fast og indgik ikke kompromis med Ammoron og hans tilhængere.

Alma 50-51

Nefitterne bliver styrket og har fremgang, når de udviser lydighed mod Herren og står samlet

Tænk på et tidspunkt, hvor du kæmpede med at overvinde en udfordring, såsom en fristelse, et helbredsproblem, et problem i skolen eller et problem med forholdet til venner eller familie. Ville du ønske, at du havde haft større åndelig styrke på det tidspunkt?

Billede
Præsident Henry B. Eyring

Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt: »Efterhånden som [syndens] magt bliver mere intensiv, vil den åndelige styrke, som engang var tilstrækkelig, ikke være nok. Og uanset hvor stor en vækst i åndelig styrke, vi engang troede var mulig, vil en større vækst blive mulig for os. Både behovet for åndelig styrke og muligheden for at tilegne sig den, vil øges i et omfang, som vi undervurderer med fare for vores undergang« (»Always«, Ensign, okt. 1999, s. 9).

Den måde, hvorpå nefitterne forberedte sig til kamp på, kan hjælpe os til at lære denne sandhed: Hvis vi forbereder os åndeligt, kan vi overvinde livets udfordringer.

Gennemgå Alma 50:1-6. Hvad gjorde nefitterne for at bygge befæstninger rundt om deres byer? Læs Alma 50:7. Hvad gjorde nefitterne ellers for at forberede sig til kamp?

Nefitterne byggede befæstninger, der styrkede dem på et vanskeligt tidspunkt. Vi kan følge deres eksempel ved at opbygge vores åndelige styrke nu, så vi har den styrke, når vi får brug for den i vanskelige tider. Åndelig styrke opbygges mest effektivt ved en konsekvent, daglig indsats. Vi bliver åndeligt stærke ved regelmæssig skriftstudie, bøn, at komme til Kirkens møder, udføre vore kaldelser, udtrykke taknemlighed til Gud, tjene andre og lytte til og give agt på vore kirkelederes råd.

  1. Lav følgende opgaver i din skriftstudiebog:

    1. Jeg kan opnå en større åndelig styrke ved at (skriv nogle af de ting, du kan gøre).

    2. Jeg vil konsekvent (vælg en af tingene fra din liste) hver dag for at opbygge min åndelige styrke.

Læs Alma 50:19-23 og se efter, hvordan Herren velsignede de nefitter, der var trofaste mod ham på trods af de vanskeligheder, de stod overfor. Du kan eventuelt skrive dette princip i nærheden af disse vers. Trofasthed mod Gud bringer velsignelser, selv under virvar. Se i Alma 50:21 for at finde ud af, hvad grunden ifølge Mormon var til, at nefitterne mistede deres velsignelser.

I den tid, hvor hærføreren Moroni anførte nefitterne i deres kampe mod lamanitterne, blev Pahoran nefitternes overdommer. Han var en retfærdig mand, og han arbejdede på at oprette fred i landet. Men en gruppe nefitter ønskede at ændre de nefitiske love, så de fik en konge og ikke et dommerstyre. De stemte om sagen, og folket stemte for at beholde deres system med dommere. Men »kongemændene« ville ikke støtte folkets beslutning og nægtede at kæmpe sammen med de andre nefitter, da lamanitterne gik i krig mod dem. Moroni blev nødt til at sætte sin hær ind mod kongemændene for at tvinge dem til at slutte sig til nefitterne. Dette svækkede i høj grad nefitterne i deres kampe mod lamanitterne (se Alma 51:1-21).

Læs Alma 51:22-27 og se efter tegn på, at lamanitterne var i stand til at få magt over nefitterne på grund af striden med kongemændene. Tænk over dette princip: Splittelse og strid er en hindring for fred.

  1. Læs Alma 50:39-40 og Alma 51:22 og læg mærke til, hvor flittigt Pahoran og hærføreren Moroni forsøgte at oprette fred blandt deres folk. Tænk på et tidspunkt i dit liv, hvor du har set strid, hvad enten det har været blandt venner, familiemedlemmer, klassekammerater eller andre. Tænk også på karaktertrækkene hos nogen, der stræber efter at oprette fred. Skriv i din skriftstudiebog om de karaktertræk en fredsstifter kan have.

Alma 52

Moroni og Teankum arbejder sammen for at besejre lamanitterne

Billede
Hærføreren Moroni og frihedens symbol

Som der står i Alma 51:33-34, så blev Amalikija dræbt af Teankum, der var en nefitternes største militære ledere. Efter Amalikijas død overtog hans bror Ammoron kommandoen over de lamanitiske hære. Moroni gav Teankum besked om at fortsætte med at befæste og beskytte den nordlige del af landet Overflod og, hvis det var muligt, generobre de nefitiske byer, der var besat af lamanitterne (se Alma 52:1-10). Læs Alma 52:15-17 og se efter, hvorfor Teankum besluttede sig for ikke at angribe byen Mulek.

Teankum vidste, at når fjenden var i sin fæstning, så ville det blive svært at besejre dem. Af denne oplevelse kan vi lære dette princip: Hvis vi undgår modstanderens fæstninger, er vi bedre i stand til at undgå og modstå fristelse.

  1. Hvilke steder kan betegnes som modstanderens fæstninger? (Det kan steder eller situationer, hvor du kan blive påvirket af synd, hvis du tog derhen – for eksempel en fest, hvor folk drikker alkohol eller ser en upassende film). Skriv nogle få af disse steder i din skriftstudiebog. Skriv også, hvad du mener, du skal gøre for at undgå disse steder.

Det var en vanskelig tid for nefitterne, fordi lamanitterne havde erobret mange nefitiske byer, mens nefitterne kæmpede mod kongemændene. Lamanitterne brugte disse byer som fæstninger, så det var svært for nefitterne at generobre dem. Moroni lagde en plan for at få lamanitterne ud af byen Mulek, så nefitterne kunne få byen igen. Læs Alma 52:21-26 for at se, hvad Moroni og Teankum gjorde.

  1. Skriv i din skriftstudiebog, hvad Moroni og Teankum gjorde for at erobre byen Mulek (se Alma 52:21-26). Skriv også, hvad du synes om Moroni som general. Hvordan var han en god general for nefitterne?

Alma 54-55

Moroni nægter at udveksle fanger med Ammoron og generobrer byen Gid

Under krigen mellem lamanitterne og nefitterne havde begge sider taget mange krigsfanger. Den lamanitiske leder Ammoron sendte et brev til Moroni og foreslog, at de to sider udvekslede deres fanger. Moroni ville gerne udveksle fanger, så de tilfangetagne nefitter kunne vende tilbage, og så hans hære ikke behøvede at brødføde og sørge for de lamanitiske fanger (se Alma 54:1-2).

Men, da han og Ammoron skrev til hinanden, forlangte Ammoron, at nefitterne overgav sig og lod lamanitterne regere over dem. Han sagde, at nefitterne var mordere, og at lamanitterne var retfærdiggjort i at kæmpe med dem. Han erklærede også, at der ikke var nogen Gud (se Alma 54:16-24).

Da Moroni modtog det brev, vidste han, at Ammoron løj. Ammoron vidste, at lamanitterne ikke havde nogen retfærdig grund til at kæmpe mod nefitterne. Moroni sagde, at han ikke ville udveksle fanger og styrke lamanitterne endnu mere. Han ville finde en måde at befri de nefitiske fanger på uden at udveksle dem (se Alma 55:1-2).

Læs Alma 55:3-24 for at finde ud af, hvad Moroni gjorde for at redde de nefitiske fanger.

Da Moroni nægtede at give efter for Ammorons krav og fandt en måde til at befri de nefitiske fanger på, forhindrede han lamanitterne i at få en stor fordel over nefitterne, og i stedet fik nefitterne en stor fordel. En sandhed, som vi kan lære af Moronis eksempel er dette: Hvis vi stoler på Herren og nøje adlyder ham, vil han hjælpe os med vore udfordringer.

Beretningen i Alma 55:3-24 er en meget spændende beretning om en redningsaktion. Tænk på en fra din familie eller en ven, som kunne nyde godt af at høre denne beretning, og find et tidspunkt, hvor du kan fortælle denne beretning til den person. Du kan også fortælle denne person om frimodigheden i princippet i afsnittet ovenfor og forklare, hvordan hærføreren Moroni er et eksempel på dette.

  1. Skriv følgende nederst ved dagens opgaver i din skriftstudiebog:

    Jeg har studeret Alma 50-52; 54-55 og færdiggjort denne lektion den (dato).

    Yderligere spørgsmål, tanker eller indsigter, som jeg ønsker at tale med min lærer om: