Seminar
Jakob


Introduktion til Jakob

Hvorfor studere denne bog?

Ved at studere Jakobs Bog kan du lære vigtige lektioner af en mand, der havde en urokkelig tro på Jesus Kristus. Jakob bar gentagne gange vidnesbyrd om Frelseren og opfordrede sit folk og dem, der ville læse hans ord, til at omvende sig. Han underviste om og viste vigtigheden af flittigt at udføre kaldelser fra Herren. Han advarede sit folk mod faren ved stolthed, rigdomme og umoral. Jakob citerede og kommenterede også Zenos’ allegori om oliventræerne, der viser Frelserens utrættelige indsats med at bringe frelse til alle Guds børn. Jakob viste ved sit møde med Sherem, en antikrist, hvordan man retskaffent reagerer på dem, der sætter spørgsmålstegn ved eller kritiserer vores tro.

Hvem skrev denne bog?

Jakob, Sarija og Lehis femte søn, skrev denne bog. Han blev født i ørkenen under sin families rejse til det forjættede land. I sin ungdom havde Jakob »lidt trængsler og megen sorg på grund af [sine] brødres voldsomhed« (2 Ne 2:1). Lehi lovede ham dog, at Gud ville »hellige [Jakobs] trængsler til gavn for [ham]« og at han ville tilbringe sin tid »i [sin] Guds tjeneste« (2 Ne 2:2-3). Jakob så i sin ungdom Frelserens herlighed (se 2 Ne 2:3-4). Nefi indviede Jakob til at være nefitternes præst og lærer (se 2 Ne 5:26) og betroede ham senere Nefis små plader (se Jakob 1:1-4). Som trofast præstedømmeleder og -lærer arbejdede Jakob flittigt på at formå sit folk at tro på Kristus (se Jakob 1:7). Han modtog åbenbaringer om Frelseren, oplevede englebetjening, hørte Herrens røst (se Jakob 7:5) og så sin Forløser (se 2 Ne 11:2-3). Jakob var Enoshs far, og han overlod ham pladerne før sin død.

Hvornår og hvor blev den skrevet?

Jakobs Bog begynder omkring 544 f.Kr., da Nefi betroede Jakob de små plader. Den slutter ved slutningen af Jakobs liv, da han overdrog pladerne til sin søn Enosh. Jakob skrev sin optegnelse, mens han boede i Nefis land.